Fakturaen

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

faktura

Jonas Karlsson: Fakturaen

Oversat af Kamilla Jørgensen

Tiderne skifter 2016

152 sider

Pris 249 kr.

Jeg fortælleren i denne lille bog er en anonym mand, der bor alene. Han har ikke store krav og ejer ikke noget. Han arbejder deltids i en videoudlejningsbutik, har en lille etværelses lejlighed og har stort set ikke noget socialt netværk. Nu får han en regning på 5.700.000. Det må være en joke, et svindelnummer, men det er det ikke. På internationalt plan har man besluttet, at lykke, oplevelse,r gode ting i livet, og muligheder for at få gode oplevelser – også selv om man ikke får dem – skal beskattes, og de penge, som så kommer ind, skal fordeles til dem, der ikke er positive. Naturligvis klager vores lille mand, men hver gang han klager, stiger hans gæld. Man kommer til at holde af ham, for han ser gode ting, som måske slet ikke er der. Nok om handlingen. Bogen er godt skrevet, man ryger igennem den, smiler lidt vemodigt og ønsker ham alt godt – bare han ikke skal betale for det.

Fornuft og følelse samt Emma

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

emma

fornuft

Jane Austen: Emma samt Fornuft og følelse

Lindhardt og Ringhof 2016

358 sider samt 451 sider

Pris 300 kr. for hver bog.

Jane Austen levede fra 1775 til 1817 og hun skrev litteratur i verdensklasse. Hendes debut var Fornuft og følelse, senere fulgte Emma og en stribe andre mesterværker. Disse to bøger minder så meget om hinanden, at det giver mening at anmelde dem sammen. Den røde tråd er kvinders følelser og kærlighed. Til kærligheden følger savn og jalousi samt den evige uvished, om kærligheden er gengældt. De unge kvinder har alle drømme om at blive godt gift, en køn mand i passende alder fra en kendt familie med dannede manerer og helst med penge. Mange egenskaber at skulle opfylde. Sladderen går jo i de bedre kredse både i London og på landet, og der bliver leget Kirsten giftekniv i stor udstrækning. Man kan med rette sige, at handlingen er banal, men persontegningen er enestående, jeg sidder og fryder mig over detaljerne i disse trods alt privilegerede liv med deres høviske kommunikation og meget livlige følelsesliv. Jeg forstår at disse bøger lever nu 200 år efter de er skrevet, for det gør de.

Når isen brister

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

isen

Camilla Grebe: Når isen brister

Lindhardt og Ringhof 2016

338 sider

Pris 245 kr.

Camilla Grebe har tidligere skrevet krimier sammen med sin søster, men nu debuterer hun med denne soloudgivelse. Den er værd at se nærmere på. Kapitlerne er inddelt i navne, og vi får så historien set med den persons øjne. Der er Emma, som er hovedpersonen, hun er ekspedient i en tøjbutik, og hun forelsker sig i butikskædens øverste chef, Jesper. Emma er en sød og kontant pige, bor alene i en lejlighed sammen med sin kat, og hun er vildt forelsket. Hanne er begyndende dement men er fantastisk god til at se sammenhænge og hyres af politiet til at hjælpe med opklaringen af et mord, et ret bestialsk et. Peter er politimand, han er tidligere kæreste med Hanne og har det ikke godt med at skulle arbejde sammen med hende. Der kommer flere mord, og opklaringen er ikke til at forudse. Det er en spændende og anderledes krimi. Den er godt skrevet og komponeret, og som læser får man en klump i halsen efterhånden som trådene redes ud. Hende Camilla Grebe kan godt alene.

Svinene

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

svinene

Carl-Johan Vallgren: Svinene

Oversat af Anders Johansen

Modtryk 2016

343 sider

Pris 299 kr.

Vallgren imponerede med sin roman skyggedrengen, og her er fortsættelsen, en ny selvstændig roman om Danny Katz, Jorma Hedlund og Eva Westin. Ingen af de tre er rene i kanten. Katz er tidligere misbruger og småkriminel. Nu har han været tørlagt i ti år, driver et enmandsfirma med oversættelsesarbejder, som han er genial til. Men han savner suset fra stofferne. Jorma har besluttet sig til ikke at være kriminel mere, men han kan ikke stå for et sidste job med at røve en pengetransport. Det skulle han aldrig have gjort. Eva er også tidligere narkoman, men nu er hun bagmandspolitiets efterforsker, hvilket hun er skrap til. I bogen her finder Katz sin tidligere pusher dræbt og hans veninde, der er pornoluder, er forsvundet. Katz vil finde pigen for at få drabet på pusheren opklaret, og der fører ham rundt i samfundets mest rådne kredse. Det er en spændende bog, en jagt mellem pornokonger, bandekriminalitet, stofmisbrugere og korruption selv ind i politiets rækker. Naturligvis får Katz, Eva og Jorma tæsk, men lur mig om ikke de klarer den. V forventer stadig to nye bind med de samme personer, dem glæder jeg mig til.

Play ground

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

playground

Lars Kepler: Playground

Oversat af Allan Hilton Andersen

Politikens forlag 2016

423 sider

249 kr.

Forfatterparret Ahndoril har her skabt en historie, som ikke er en krimi, heller ikke rigtig science fiction, snarere et eventyr af de grumme for voksne, som man ikke lige læser op for ungerne ved sovetid. Jasmin er hovedpersonen. Hun har været delingsfører i Bosnien, blev såret af et skud, men i efterforløbet har hun forestillinger om en havn i Kina, hvor de døde mødes, før de drager videre til dødsriget. Dette bringer hende på psykiatrisk afdeling, og det piner hende at være væk fra sin søn, Dante, som er fem år. Hun lærer ikke at tale om havnen, men ved et trafikuheld omkommer hendes mor, og Dante bliver livsfarligt kvæstet. Under operationen må man stoppe Dantes hjerte, mens kirurgen syr en bristet kranspulsåre sammen, og i nogle minutter er Dante faktisk død, så det bringer Jasmins tanker om havnen frem igen. Mere vil jeg ikke skrive om handlingen, men naturligvis er den fantastisk, både spændende og dybt utroværdig, forfatterne må have en gigantisk fantasi, og de formår at bringe den ud til læseren, som ikke kan tænke andet, end nu må det da holde op det her, men jeg læste uhæmmet videre med en tro på, at det nok skulle ende godt. God fornøjelse.

 

Tidens kløft

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

tidens kløft

Jeanette Winterson: Tidens kløft

Oversat af Marianne Borch

Modtryk 2016

307 sider

Pris 299 kr.

En gruppe af dygtige, respekterede forfattere har sat sig for at hædre Shakespeare nu i 400 året for hans død ved at skrive nutidige romaner ud fra et forlæg, som er et drama af Shakespeare. Den første roman er nu udkommet skrevet af Jeanette Winterson – og det er naturligvis Vintereventyret, der er blevet genfortalt til vores tid. Det er ganske enkelt fremragende gjort. Vintereventyret er et af Shakespeares sene værker. Det blev første gang opført i 1611, og jeg må bekende, at jeg ikke kendte handlingen i det, før jeg fik denne bog. Bogen starter med et resumé af Shakespeares drama, der er kort og relevant. Vi får jalousi, kærlighed mellem mand og kvinde, kærlighed mellem forældre og børn, kærlighed mellem mænd, vi får også voldsomme følelser, som er svære at forholde sig til. Og så er der tiden, kan man ændre den, lave noget om? Bogen følger oplægget nøje helt ned i detaljen, og hvis man spørger, om det overhovedet er relevant at lave dette nummer, så er svaret et klokkeklart JA. Vi venter på syv bøger mere lavet over samme læst, og det er gode forfattere, der står bag. Jeg kan næsten ikke vente.

Naturens lov

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

hotakainen

Kari Hotakainen: Naturens lov

Oversat af Birgita Bonde Hansen

Gyldendal 2016

264 sider

Pris 300 kr.

Hotakainen har slået sit navn fast med Nordisk Råds Litteraturpris i 2004. Hans romaner er samfundskritiske og satiriske og bestemt ikke uden humor. I denne bog møder vi Rautala, som er VVS installatør med speciale i jordvarme og fiktive kvitteringer. Han bliver i begyndelsen af bogen indlagt på sygehus med talrige brud på skelettet efter et biluheld. Hans tilværelse på sygehuset samt overgangen til eget hjem er det, der tegner bogen. Og den er både morsom og krads. F.eks. får han som patient et får forærende af sin makker, hvor tanken vist var, at det skulle holde ham med selskab på sygestuen. Men han vil ikke have fåret. OK, så må de slagte det og æde det, for får skal han have. Der er mange morsomme ting gemt i denne bog, der udstiller samfundet og systemet, så det er en fryd at læse. En rigtig varm ferieroman i den danske sommer.

Rosa

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

rosa

Lotte og Søren Hammer: Rosa

Gyldendal 2016

280 sider

Pris 300 kr.

Denne bog består af en dagbogsbeskrivelse lavet af William samt breve skrevet fra Rosa til sin lillesøster alt sammen under besættelsen 1940 – 45. Dokumenterne har Hammer købt rettighederne til, og man forstår, at der kun er lavet få ændringer. Det er spændende læsning. Hvem er hun så, Rosa. Hun er en fremmelig gymnasiepige, gudesmuk og fantastisk velbegavet men med lidt problemer med sin seksualitet og med sine sociale kompetencer. Hun er derfor i sammenhængen med sine skolekammerater en kold skid, der er ilde lidt. Hun er fra meget små kår, aftensmaden er kartofler og grønkål, og rejseaktiviteter med klassen kan ikke lade sig gøre.  William er hendes klassekammerat. Han er dødeligt forelsket i Rosa og drømmer om at få lov til at ledsage hende hjem fra skole. William har også andre jern i ilden. Sammen med to andre klassekammerater henter de illegale blade til byen og laver småsabotage, hvilket alle synes at vide. Hos Rosa flytter en tysk officer ind på kost og logi. Han er et ordentligt menneske, ikke nazist, og han har sin egen familie i Tyskland. Rosa har lidt kørende med ham, og hun bliver stemplet tyskertøs. Vi får krigens slutning med, og den er grum. Jeg havde hjertet helt oppe i halsen, da jeg læste den, men sådan var det. Læs denne bog og bliv klog på gruppedynamik.

 

 

Frosne beviser

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

milik

Nina von Staffeldt: Frosne beviser

Milik 2016

280 sider

Pris 299 kr.

Her er noget så sjældent som en sympatisk thriller, der næsten er mere sympatisk end den er thriller. Hovedpersonen er Sika Haslund, en grønlandsk kvinde, der er opvokset i Nuuk og nu flytter tilbage til Nuuk fra København sammen med sin femårige søn. Hun skal arbejde som kommunikationskonsulent i turist industrien, og hendes reintegration i Grønland forløber forbilledligt. Der er en del grønlandsk sprog i teksten, men man forstår umiddelbart, hvad der bliver sagt. Sika knytter sig til sin morfar og mormor, der er ejegode mennesker. I Sisimiut (Holsteinsborg) er en voldsom epidemi udbrudt med mavesmerter, opkastninger og diaré. Sundhedsvæsener kører på kanten af, hvad de kan klare, men de kan ikke få foden på epidemien eller sige med sikkerhed, hvad den skyldes. Der er store penge på spil. En ny krydstugtterminal skal være færdig til turistsæsonen. Der skal kommunikeres ud, at turister godt kan færdes i Sisimiut, alt det må Sika være en stor del af. Vi kommer tæt på Sika, får hendes historie og hun lever med os i en almindelig dagligdag, der skal hænge sammen. I får ikke mere af handlingen her, men I skal læse bogen, den er klassisk god, og jeg hyggede mig gevaldigt under læsningen.