Marias Testamente

Anmeldt af Lisbeth Ahnfeldt-Mollerup

Colm Tóibín: Marias Testamente
Oversat af Werner Svendsen
Tiderne Skifter
120 sider
Pris 198 kr. 

Marias testamente er skrevet af den irske forfatter Colm Tóibín. Bogen blev nomineret til dette års Booker Prize. Hvis man ikke ved det i forvejen, varer det nok lidt, før man bliver klar over, at det er ”Jomfru Maria”, der fortæller så gribende om sin søn og hans endeligt. Hans navn bliver ikke nævnt. Det er ikke den blide ophøjede Jomfru Maria, men en meget menneskelig moder, der fortæller om sin tvivl, sin fejhed og sin moderlige fortvivlelse. Mon bogen også vil fortælle os, at meget i kristendommen er spundet og opdigtet af magtfulde mænd igennem tiderne helt fra Jesu korsfæstelse. Det er en lille bog, men den er værd at læse!

Rapport fra de indre landskaber

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Paul Auster: Rapport fra de indre landskaber
Redaktion Per Kofod
Oversat af Rasmus Hastrup
Lindhardt og Ringhof 2013
332 sider
Pris 300 kr 

Paul Auster kan skrive, det har han bevist gennem mange år, og han gør det også i denne bog. Hans emne er ham selv. Som barn og ung, som studerende New York, i Paris og i New York igen. Hans forhold til sin kæreste, som han måtte undvære en meget lang periode, hvor hun var i London, han var i Paris. Han havde op og nedture, men fra han kunne holde på en blyant, har han villet skrive

Og han gjorde det. Her fortæller han om sine talrige ungdomsforsøg, skuespil, drejebøger til film, digte, oversættelsesarbejder af andres digte og om romaner. Hans erindring understøttes af hans breve til kæresten i London. Det her er interessant for Auster-fans. Og sådan en er jeg, men om det er interessant for ret mange andre, tror jeg ikke. Bogen er skrevet i en du form, indimellem forvirrer det noget, men betegnelsen du må være Paul Auster selv.

Dødesporet

Anmeldt af Eline Andersen

Dødesporet: Sara Blædel
Peoples Press 2013
317 sider
Pris 299,95 kr.

Når man sidder i en sofa i Roskilde, så er Dødesporet lige et skuldertræk væk – en nærmest tilgroet sti i Hvalsøskoven, hvor vi cykler på mountainbike i weekenderne. Når jeg er på min MTB, så er jeg ved at dø, når det går op ad bakke og netop Dødestien er en sti, hvor man i gamle dage fragtede de syge og døende ud til en gammel offer-eg, for at ofre lidt af deres blod til guderne.

Men det er ikke gamle dage, det er ikke en tur på MTB, men det er Sara Blædels ottende roman om Louise Rick – chef for efterretningstjenesten i København – og hendes arbejde med blodige forbrydelser. Som i de forrige krimier, foregår handlingen i og omkring Roskilde, hvor Louise selv kommer fra. Hendes egen fortid rammer hende også i denne fortælling, hvor det i begyndelsen drejer sig om en teenagedreng, som er løbet hjemmefra.

Hvalsø er et dunkelt sted på landkortet og det bliver ikke mere dunkelt af, at Louise og korps optrævler gammel nag, asatro og blodige intriger.

Det er en krimi med masser af spænding og næste gang, jeg tramper udaset op ad Dødesporet på min MTB vil jeg lytte til blodet, der suser i ørerne og tænke på plottet her i bogen.

Mellem rødt og sort

Anmeldt af Eline Andersen

Mellem rødt og sort: Jan Guillou
Modtryk 2013
474 sider
Pris 299,95 kr.

Mellem rødt og sort er det tredje bind i Jan Guillous fantastiske historiske projekt om det store århundrede. De tre norske brødre, som vi kender fra Brobyggerne og Dandy, er gået sammen ind i byggebranchen. Første verdenskrig er slut og ingen aner, den fare der ligger og lurer i Europa. Brødrene vil skabe en ny verden og opbygge den fra bunden uden krig og ulykke. Ingen i Europa tror, at der vil komme en krig igen – men nye politiske vinde blæser hen over landet og blæser også familien Lauritzen omkuld.

Man skal læse Guillous bøger, hvis man gerne vil underholdes og have en god historie. Hvis man derimod ønsker at få en historisk fremstilling af Nordens og Europas historie, så er der mange steder, hvor romanen helt tilsidesætter de historiske linjer, og hvor jeg sidder og mangler lidt inter-skandinavisk fylde i det store århundrede.

Men det gør ikke læsningen kedelig eller fortællingen underholdende. Mellem rødt og sort er bedre og mere slagkraftig end Dandy, det forrige bind. Måske fordi jeg i højere grad underholdes af Berlin-beskrivelser end London ditto. Hvem ved?

Jordskælv

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Rasmus Dahlberg: Jordskælv
Lindhardt & Ringhof 2013
271 sider
Pris 300 kr.

Rasmus Dahlberg er forfatter og katastrofeforsker. Han udgiver med denne bog andet selvstændige bind i en planlagt trilogi om katastrofer med katastofearbejder Lisbeth Storm i hovedrollen. Lisbeth Storm er gift med sin dejlige sorte mand, som hun har truffet i Haiti, og hun har født en velskabt pige, men hun er efter fødselen kommet ind i en fødselsdepression. Den lille familie flytter til San Fransisco, hvor hendes mand skal arbejde i et halvt år, men San Fransisco er en af denne verdens hovedstæder, når det drejer sig om jordskælv. Lisbeth får styr på sig selv, og naturligvis kommer der jordskælv. Hele bogen er fortalt gennem Lisbeth, og hun formår at beskrive rædslerne, som var man der selv. Bygninger styrter, folk dør eller såres, infrastrukturen bryder sammen, vand, mad, varme, manglende el, gasudslip, men folk holder sammen i krisen. Det er spændende det her, hvad med efterskælv eller nye større jordskælv. Lisbeths mand viser sig at have problemer med en afsluttet efterforskning i Haiti, der har grene til San Fransisco, så der er nok substans i romanen. Man læser og læser og tror på det hele, men Dahlberg ved jo, hvad han skriver om. Hvor mon Lisbeth skal hen i næste bind? Jeg vil i hvert fald gerne læse det.

Hjem til mig

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Trude Marstein: Hjem til mig
Oversat af Nina Brenøe
Tiderne skifter 2013
456 sider
Pris 349 kr.

Trude Marstein er en højt prist norsk forfatterinde. Nu er hun så kommet med denne følelsesladede insisterende bog, som kun kan være skrevet af en kvinde.

Hovedpersonen er Ove. Vi følger ham fra da han er først i trediverne til han er over tres. Han er praktiserende læge i Oslo og er glad for sit job. Ove føler meget og han er en flot fyr, som kvinderne begærer. Ganske vist er han gift og har to børn, men han kan ikke styre sit følelsesliv og sit seksuelle behov. Så han finder bestandigt nye kvinder, som er vidt, vidt forskellige, men han elsker dem alle vildt og inderligt samtidig med, at han elsker sin kone. Han er ikke bare utro, han er i bund og grund troløs, mangler evnen til at prioritere og holde fast i det, han har. Naturligvis bliver han afsløret, han bliver skilt og flytter sammen med en helt anden type kvinde end hans kone – Marion. Hun fylder hele hans hjerte ud og tilfredsstiller alle hans behov, men han kan ikke nære sig og indleder igen affærer. Det bliver problematisk med Marion, som han får en søn med, og så er der Åse og Silje  og… Hvis man ikke kan holde ud at læse om følelser og utroskab, skal man ikke læse denne bog. Den er knusende godt fortalt med et flydende sprog, og samtidig med at man har lyst til at stikke Ove et par flade og bede ham styre sig, kan man ikke lade være med at læse videre. Det er bare godt gjort.

Skyggedød

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Anne Holt: Skyggedød

Oversat af Ilse M. Haugaard

Gyldendaal 2013

292 sider

Pris 300 kr.

Anne Holt er Nordmand, uddannet jurist, og hun har tidligere
været Norges justitsminister. Nu er hun krimiskribent, og det er hun dygtig til
med flere tidligere udgivelser. Hun skriver godt, og dette er en traditionel
gammeldags krimi, hvor vi kender personkredsen, hvor muligvis en er morder. Vi
skal langs ad vejen hitte ud af, om vi står med et mord, og hvem der i fald har
begået det. Vi er i en familie med social succes og et ADHD-barn, der er
utroligt krævende og ustyrlig. Nu har dette barn på en dag, hvor moderen skulle
have gæster, hentet trappestigen og er kravlet op for at dekorere loftet i
stuen med malerier – det har han set i kirker. Men han falder ned og dør af sit
kraniebrud og sine svære intrakranielle blødninger. Er et sådant fald nok til
at lave disse svære læsioner, eller er han udsat for vold. Det sker på dagen
for mordene på Utøya, så politiet har bare en ung, uprøvet og genert betjent
til at tage sig af vores sag, Henrik hedder han, og han rødmer, når han
forhører. Mange ting peger på vold, men naturlig død ved fald kan ikke
udelukkes. Til slut er alle samlet til et Poirot møde, hvor trådene skal redes
ud. Bogen er spændende, velskrevet, plottet er sandsynligt, så jeg har absolut
nyt timerne med denne. Anne Holt kan varmt anbefales.

Fjendskab, Venskab, Ægteskab

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Alice Munro: Fjendskab, Venskab, Ægteskab

Oversat af Ida Jessen og Gudrun Jessen

Gyldendal 2012

374 sider

Pris 292 kr.

Alice Munro er noget nær verdensmester i at skrive noveller.
Derfor har hun vundet Man Bookerprisen og i år fået tildelt Nobelprisen i
litteratur. I denne samling er der ni noveller, og de er alle sammen yderst
læseværdige. Munro skriver om almindelige mennesker og deres almindelige
problemer. Hun tegner sine karakterer så flot, at man føler, at man kender dem.
Vi får deres tanker, deres følelser, og deres handlinger, og det er ikke til at
fatte at en enkelt forfatter kan have et så rigt nuanceret indre liv, og at hun
kan skrive det, så det er en fornøjelse at læse. Munro tager oftest
udgangspunkt i kvinden, og novellerne handler om kærlighed, håb, kamp og trøst.
Man er i godt selskab her. Disse noveller har jeg ikke læst for sidste gang.

Dødsshowet

anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Chris Carter: Dødsshowet

Oversat af Per Vadmand

Jentas 2013

400 sider

Pris 300 kr.

Chris Carter er psykolog fra USA, og han har beskæftiget sig
med kriminel adfærd. Han er nu bosat i London og skriver på fuld tid. Tidligere
har han udgivet flere spændende kriminalromaner, og nu foreligger så denne. Det
er skrap kost i den kulørte ende. Den gennemgående detektiv Robert Hunter og
hans makker Garcia konfronteres med live særdeles sadistiske mord på Internettet.
En kvinde dyppet ned i natriumhydroxid til hun ætses væk, en mand dræbes ved at
man river armene af ham, så han forbløder. Hunter skal naturligvis finde den
mand, der gør disse ting, men det er ikke let. Morderen ved alt om it-teknologi
og er umulig at spore. Naturligvis lykkes det Hunter at finde morderen, og han
har en undskyldning for at gøre som han gør. Den giver jeg nu ikke meget for.
Jo bogen er da spændende, men den er ekstremt voldelig og aldeles usandsynlig.
Er man til den slags vold og sadisme, så får man noget for pengene her. Carter
fans vil formentlig juble.

Mona

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Dan T. Sehlberg: Mona

Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt

Modtryk 2013

428 sider

Pris 299 kr.

Dan T Sehlberg har været tekstforfatter, siden han var 14
år. Dette er hans debut som romanforfatter, og han har skrevet en thriller, der
fra første side fænger og er drønspændende hele vejen igennem. Eric Söderquist
er it professor i Stockholm. Hans mål er at skabe et interface mellem en
computer og hjernen, så man kan surfe på nettet ved tankens kraft. Det lyder
vanvittigt, men han har lavet en badehætte med elektroder som går ind i huden,
og det lykkes ham at skabe elektrisk kontakt mellem computeren og hjernen. Nu
har en palæstinenser inficeret den israelske bankverden med en ekstremt kompliceret
computervirus, som vil lægge samfundet ned og sprede sig til andre lande. Da
Erics kone som den første prøver hans hjerneinterface, smittes hun måske med
denne pc-virus, som hedder Mona. Hun bliver i hvert fald dødssyg, og lægerne
kan konstatere, at det er en virus, men de ved ikke hvilken. Eric må ud på en
lang odyssé for at prøve at skaffe et antivirus mod Mona. Han skal til Nice,
Israel og Gazastriben og møder både de gode, som er onde og de onde som er gode
(nogle af dem). Det her er ekstremt spændende, ekstremt godt tænkt og fandens
velfortalt. Figurerne står skarpt, og man ender med at tro på, at det hele er
muligt. En mig ukendt forfatter har skrevet årets thriller.