Vinter i Prag

Anmeldt af Anine Dorthea Jakobsen
Madeleine Albright: Vinter i Prag – En personlig rejse gennem krigens Europa
Oversat af Frank Esmann
Gads Forlag 2012
470 sider
Pris 349,00 kr.
Da Madeleine Albright var ved at blive sikkerhedstjekket op til udnævnelsen som USA’s
udenrigsminister 1997, blev hun bekendt med sin familiehistorie: Jødedom,
Holocaust og kommunisme i Tjekkoslovakiet. “Jeg troede, at jeg
vidste alt, hvad der var at vide, om min fortid, hvem ”mit folk” var, og om mit
fødelands historie. Jeg var så sikker, at jeg ikke havde behov for at stille
spørgsmål”…”Jeg var chokeret og oprigtigt talt flov over at opdage, at jeg ikke
kendte min families historie bedre”.
Dette er drivkraften
bag ”Vinter i Prag”, der hylder Tjekkoslovakiet og det tjekkiske folk set i et
historisk perspektiv. Et perspektiv, der fastholder Hitlers, Stalins såvel som
de Allieredes betydning i et lille Centraleuropæisk land. Det er en bog, som
rummer storpolitik, enkeltpersoner og sidst men ikke mindst en meget personlig
historie. Madeleine Albright har på troværdig og vidende vis skildret sin families og Tjekkoslovakiets dramatiske historie. Hendes personlige indfaldsvinkel er både en styrke og en svaghed, men der er ingen tvivl om, at netop hun evner, at give indsigt i det
politiske spil og stille de rigtige spørgsmål.

Tine

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Herman Bang: Tine

Gyldendal 2012

192 sider

Pris 200 kr.

Herman Bang (1857-1912) var en blændende fortæller, der
skrev flere kendte romaner og noveller. Tine er en af disse. Romanen foregår
under krigen i 1864. Vi er på Als, hvor Tine er en ung pige, barn af degnen og
hans kone, der bor på skolen. Tine hjælper også til i skovriderboligen, hvor
hun er forelsket i skovrideren, som nok gerne vil have Tines krop men drømmer
om sin døde hustru og deres barn. Soldaterne kommer til Als og indkvarteres på
skolen. De er fulde af optimisme og kamplyst og drager i kamp med sang. Kampen
foregår ved Dannevirke og ved Dybbøl, og optimismen blandt soldaterne bliver
ikke ved. Krigens gru indhenter dem. Soldaterne falder eller kommer svært
sårede hjem til skolen efter prøjsernes uophørlige bombardement. Vi er konstant
bag fronten, kommer ikke med i strategi eller ind i kampen, kun gruen, angsten,
sårene, larmen. Soldaterne synger ikke mere men drager knugede af sted, nogle
kommer måske tilbage. Herman Bang var en særling. Han var homoseksuel, drak og
tog morfin. Han skrev sine bøger i Berlin og Prag og sendte dem til Danmark
derfra. Og hvor var det dog godt, han kan om nogen få krigen ind under huden på
sin læser, også i dag.

 

 

Det tavse skrig

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Lynda La Plante: Det tavse skrig

Oversat af Lars Zacho Maarup

Loxodonta 2012

516 sider

Pris 202 kr.

Denne bog ligner noget bras fra en DSB-kiosk med
forfatternavnet I guldtryk og titlen I gult, men tag ikke fejl, det er en
gedigen krimi, der bestemt er læseværdig. La Plante har tidligere udgivet fem
krimier på dansk og har bevist, at hun kan skrive og skabe et plot. Der
optræder et skrig i denne bog, men det er ikke væsentligt og heller ikke tavst,
så det forbigår jeg. Plottet er, at en letlevende, feteret, gudesmuk og
talentfuld men anorektisk ung skuespillerinde bliver fundet dræbt med flere
knivstik i sit hus. Der er ingen spor at gå efter for kriminalassistent Anna
Travis, så hun må gå den trælse vej med at kortlægge offerets liv og færden,
som bestemt har været broget med mange dels tilfældige kontakter, dels
kontakter til medspillere i de film, hun har deltaget i, samt chauffører,
teknikere og instruktører, og der er såmænd også rigeligt med alkohol og narko
inde i historien. Anna Trevis selv har problemer med kærligheden, og det hører
også med til historien. Bogen er spændende nok, og den er også velskrevet, så
ser du den i kiosken, er det et trygt køb.

S for stilhed

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Sue Grafton: S for stilhed

Oversat af Lisbeth Valentin Madsen

Rosenkilde & Bahnhof 2012

400 sider

Pris 299 kr.

Sue Grafton skriver sine kriminalromaner efter alfabetet.
Den første hed A for alibi, den næste B for bedrag. Nu er hun nået til S for
stilhed. Det er så nummer 19 i rækken af bøger. Men hun har ikke tabt pusten. Hendes
helt er en kvindelig privatdetektiv, Kinsey Millhone, som går igen, og som er
en dygtig, pertentlig, omhyggelig, grundig, usentimental og sympatisk efterforsker.
I denne bog er Violet Sullivan sporløst forsvundet, men det er 35 år siden. Violet
var ung, smuk, let på tråden og gift og havde et barn. Det er nu denne datter,
som hyrer Kinsey Millhone til at kaste et lys over, hvad der skete dengang, da
datteren var lille og moderen forsvandt. Vi er i Serena Station, en lille by i
staterne, og det var her Violet forsvandt. Der er de rige i byen, de kendte og
så alle de andre, men alle spor er kolde efter så mange år. Men Kinsey klør på
med krum hals, søger i alle tænkelige registre om alt muligt, og sørme om hun
ikke finder en skyldig i et eller andet til slut. Sue Grafton kan sit håndværk.
Hun kan skrive, så man er med fra første side, hun kan lavet et plot, som
holder, og det er bare godt – også denne gang. Sørgeligt at alfabetet kun har et
begrænset antal bogstaver.

Den tomme plads

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

J. K. Rowling: Den tomme plads

Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt

Gyldendal 2012

520 sider

Pris 350 kr.

Rowling skrev Harry Potter bøgerne, hvor hun viste en
grænseløs fantasi samt et talent for at skrive. Dette er hendes første bog for
voksne, og den beskriver livets gang i den lille by Pagford, der på overfladen
er så idyllisk, som små engelske byer kan være. Men i byen bor der rigtige,
levende mennesker, der har deres problemer med sig selv, deres ægtefæller og
børn og ikke mindst med hinanden. Sognerådsmedlemmet Barry Fairbrother dør pludseligt i en ung alder, og nu er spørgsmålet, hvem skal udfylde den tomme plads i
sognerådet. Vi følger en række familier med deres børn og med forskellig
holdning til, hvordan deres samfund skal udvikle sig og det er gjort særdeles
velskrevet, grundlæggende humoristisk og med sans for alle mulige psykologiske
spidsfindigheder, der kommer op i menneskers kommunikation. Det er en
samfundsroman, en satire, og selv om den egentlig ikke er spændende, fængsles
man af dette univers. Der er ingen helte, skurke er de alle sammen – mennesker på
godt og ondt, og hvor kan hun skrive….

Slagteren fra Lille Burma

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Håkan Nesser: Slagteren fra Lille Burma.

Oversat af Jan Mølgaard

Modtryk 2012

389 sider

Pris 299 kr.

Håkan Nesser kan fortælle en historie, som kravler ind under
huden på læseren. Det har han nu gjort igen. Vi er i Kymlinge. Vicepolitikommissær
Gunnar Barbarotti vågner en morgen med sin døde kone ved siden af sig. Hun er
kun i slutningen af fyrrene, men hun har haft hjerneblødning før og vidste at
det kunne ske igen. Barbarotti er knust i sin sorg og går sygemeldt en tid
sammen med sine 5 børn. Tilbage på arbejdet får han en gammel sag at kigge på,
som aldrig er blevet opklaret. Lille Burma er et forfaldent landbrug, hvor
slagteren fra Lille Burma bor. Det er en kvinde, som i 1989 tog livet af sin tyranniske
og voldelige mand, parterede ham og skjulte ligets dele i skoven. Det kom hun
11 år i fængsel for. Derefter flyttede hun sammen med en ny ækel fyr, og da han
en dag på knallert kørte efter avisen, blev han aldrig senere fundet. Slagteren
fra Lille Burma står fast på historien, hun aner ikke, hvad der er sket ham, så
hun og hendes søn Billy lever videre på den forfaldne ejendom. Barbarotti
snuser og har sin intuition, som han forfølger. Dette her miljø er glimrende
beskrevet, og man tror på personerne, der er nuanceret fortalt. Spænding er der
også, men den er på ingen måde hæsblæsende. Jo, Nesser kan sit kram, det har han
vist os her igen.

Skjult

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Lisa Gardner: Skjult

Oversat af Jan Pock-Sten

People`s Press 2012

351 sider

Pris 250 kr.

Dette er Lisa Gardners tredje krimi på dansk, og hun har
tidligere vist, at hun kan skrive og håndtere plottet på bedste vis. Det gør
hun også her til ug. Annabelle Granger er vores hovedperson. Hun bor med sine
forældre i Boston, hvor hendes far er matematik professor, indtil familien en
dag pludseligt og skjult må flytte fra alt, bolig, arbejde, netværk, skabe sig
nye liv et andet sted, og sådan bliver det ved, måneder et sted så flytte til
noget nyt. Det er Annabelle, der fortæller historien i jeg form, og hun fatter
intet af, hvad der foregår. Hvorfor må de hele tiden flytte og faderen nøjes
med at køre taxi. Hvad har han gjort? Er der nogen efter ham? Der kommer en
lille lysning, da der findes en underjordisk kælder i haven på et sindssygehospital,
hvor ligene af seks piger til- syneladende har ligget længe. En af disse har en
halskæde, som har tilhørt Annabel. Denne bog er djævelsk spændende og lige så
godt fortalt. Personerne er levende og dialogen vedkommende, det er simpelthen
en thriller, som når sådan en er bedst. Køb den i julegave til din bedre
halvdel, jeg er sikker på, at hun fortjener den.

Nem vegetarisk mad

Anmeldt af Eline Andersen

Katrine Klinken: Nem Vegetarisk mad
Politikens Forlag 2012
183 sider
Pris 250 kr.

Ingen tvivl om, at kogebogsforfatter Katrine Klinken er klar over, at hendes bud på nem vegetarisk mad skal være hverdagsnemt og overskueligt for at ha en chance i det travle familiekøkken.

Hun serverer 80 fine opskrifter, som gerne skulle dække vores daglige ernæringsbehov –
herunder proteiner. Jeg bruger hendes bog som tilskud og ikke mindst inspiration til de hverdagsmenuer, familien sætter til livs uge efter uge. Og jeg føler mig godt hjulpet i forhold til råvarer og tilberedning.

Stenalderkost for sportsfolk

Anmeldt af Eline Andersen

Loren Cordain: Stenalderkost for sportsfolk
Turbulenz 2012
288 sider
Pris 199 kr.

Du er hvad du spiser. Du spiser dig stærk og hurtig. Det er tanken bag bogen, Stenalderkost for sportsfolk, som er mere en ernæringsbog end en kogebog.
Stenalderkost er det store hit i dag. Nødder, grønt og kød lyder opskriften. Og det er et større opgør i forhold til de anvisninger, som specielt eliteidrætsfolk spiser efter. Her kommer bogen med et bud på, hvordan man med stenalderkost kan tanke kroppen op til den optimale præstation.
Bogen giver dig opskriften på ikke blot den mad, der skal tilberedes og fortæres men osse om timingen af måltiderne i forhold til træning og præstation.
Det er interessant læsning, men jeg er ikke overbevist om, at topatleterne i min egen familie tør smide de hurtige kulhydrater fra pasta, hvidt brød og kartofler ud af diæten. Selv synes jeg godt om tanken om flere nødder, mere kød og grøntsager.
Bogen indeholder ligeledes forslag til nemme og stenalder-rigtige opskrifter.

Født til løb

Anmeldt af Eline Andersen

Christopher McDougall: Født til løb
Turbulenz 2012
372 sider
299 kr.

Barfodsløb er blevet så moderne. Stenalderkost er osse blevet moderne. Og så er det moderne at løbe. Og vi læser om at løbe.
‘Født Til Løb’ er en formidabel rejseskildring – et eventur, der begynder med det helt enkle spørgsmål: Hvorfor har jeg ondt i fødderne?
Forfatteren, Christopher McDougall, opsøger løbere uden løbesko og møder en mexicansk indianerstamme, hvis kultur har gjort dem til verdens bedste ultraløbere. Det er en rejseskildring på flere planer og McDougall tager os med på sin rejse gennem menneskets udvikling og nutidens forskning. Han præsenterer os for en verden, hvor det stigende antal ultraløbere udfordrer sig selv og grænserne for menneskets formåen.
Under sine forberedelser til et 80 km-løb i Mexico bliver McDougall løbende klogere på os som homo currens – det løbende menneske og han når frem til, at smerterne i fødderne – som reelt sendte ham ud på denne lange løbetur – at livets mening ligger lige for vores fødder:  Vi er Født til løb.