Wienerbørn

Anmeldt af Lisbeth Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Susanne H. Knudsen: Wienerbørn

Gads forlag 2012

212 sider

249,00 kr.

Wienerbørn! Det er vist noget med 1. verdenskrig? Jeg tror
ikke, jeg er alene om at tænke sådan. Derfor er det dejligt, at Susanne H. Knudsen
har taget sig den opgave på, at forklare os lidt om wienerbørn. Wienerbørn var
et fænomen efter både første og anden verdenskrig! Det er forfatterens ønske at
gøre os opmærksomme på det kæmpe private initiativ, der blev udfoldet. Det er
den historiske baggrund vi hører om, men vi følger også meget tæt fem
wienerbørn: Elisabeth, Hilde, Kurt, Inge og Franz, der kom til Danmark efter henholdsvis første og anden verdenskrig. Blandet med alle de historiske facts får vi en viden og fornemmelse af hele den prisværdige trafik mellem Østrig og Danmark gennem de små fortællinger om hvert barn. Det har været et meget flot initiativ fra dansk
side, og skønt alt ikke var rosenrødt, viser samtalerne, at alle de fem
wienerbørn er fulde af taknemmelighed. Som læser fryder man sig over, at der
har været mennesker, der ikke har kunnet holde ud at være vidner til de mange
børn, der var ved at dø af sult uden at gøre noget! Læs bogen – man bliver
grebet af børnenes skæbner!

Felicia forsvandt

Anmeldt af Lisbeth Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Felicia Feldt: Felicia forsvandt

Oversat af Louise Ardenfeldt Ravnild

Gads Forlag 2012

168 sider

199,00 kr.

Felicia skriver om sin barndom og sin mor. Moderen er Anna
Wahlgren, hele Sveriges børneopdragelsesguru, forfatteren til ”De kære børn”.
Det gør bogen ret eksplosiv, for det er ikke en lys og lykkelig barndom,
Felicia beskriver for os. Som før i historien oplever vi, at en ekspert i
børneopdragelse ikke har succes i sit privatliv. Bogen består af mange små og større
anekdoter alle med en overskrift og et årstal fra 1972 til 2011, det er fra
Felicias 5. år. Afsnittene kommer ikke i  kronologisk rækkefølge, så man skal være
vågen! – Den besynderlige opbygning giver en god fornemmelse af forfatterens
sindstilstand, hvor minderne om svigt og overgreb for hende dukker op i vild
uorden! – Der er meget der er galt: De første 18 år af hendes liv bor de 19
forskellige steder, der optræder 7 stedfædre, hvoraf nogle opførte sig ”uterligt”
overfor børnene. Moderen beskrives som psykisk meget svingende med en utrolig
magt over sine medmennesker. – Bogen er god – man føler med det følsomme barn
og forstår hendes ønske om at kunne elske sin mor – forstår også, at det ikke
kan lykkes! Felicia får antydet, at hendes søskende ikke er så traumatiserede som
hun.

 

Fæstning Breslau

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Marek Krajewski: Fæstning Breslau

Oversat af Hanne Lone Tønnesen

Tiderne skifter 2012

256 sider

Pris 249 kr.

Den polske forfatter Marek Krajewski har tidligere udgivet
tre romaner med baggrund i Breslau i Polen. Denne har igen kriminalkommissær
Eberhard Mock i hovedrollen, og Mock er ikke nogen renfærdig helt. I det hele
taget er de gode onde i denne bog og de onde virkelig, virkelig onde. Vi er i
Breslau i krigens sidste tid. Russerne har omringet byen og skyder den sammen
uafbrudt. De, der kan flygte, flygter, og Mocks kone beder så mindelig om, at
de flygter ved en læges hjælp i en ubåd, men Mock vil finde morderen på en ung
pige, der grusomt mutileret findes i en lejlighed. Alt peger på russiske
soldater som de skyldige, og i en tid, hvor der dræbes talrige hver dag i
krigen, hvem skulle så interessere sig for en enkelt. Det gør Mock. Han færdes
i de underjordiske gange i den sovjetiske zone i Breslau på en lånt motorcykel
og er mere end almindeligt uden for lov og orden. Bogen er godt skrevet, man
kommer rundt i Breslau, og den er spændende, spændende lige til sidste side.

Healeren

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Antti Tuomainen: Healeren

Oversat af Birgita Bonde Hansen

Modtryk 2012

207 sider

Pris 249 kr.

Dette er Antti Tuomainens anden spændingsroman, og den blev
i 2011 kåret som årets bedste finske krimi. Den er bestemt også god. Vores
hovedperson hedder Tapani Lehtinen. Han er en blød type, skriver digte og er
besat af kærligheden. Han bor i Helsinki med sin kone, og en dag forsvinder hun
fra ham. Vi er i en uvis fremtid, hvor verden står på den anden ende på grund
af klimaforandringer. Der er i alt flere hundrede millioner klimaflygtninge, 13
krige i EU og i Helsinki regner det måned efter måned, flere og flere finner
flygter nordpå til Norge, så der er ikke ressourcer i politiet til at bekymre
sig om Tapanis kone, vold og tyverier florerer, så de har nok at se til. Så må
Tapani selv. Hans kone er reporter og ude på en farlig opgave, hun vil afsløre
Healeren, som dræber familier, som er medskyldige i klimakaosset, og det viser
sig, at hun tidligere har haft et forhold til denne forbryder. Han skal gennem
meget, Tapani, og han finder sin kone, uden at det ender spor lykkeligt af
denne grund. Det er en sort, sort krimi, uhyggelig, velskrevet, lige til at
gyse over, men jeg vil gerne læse mere fra Antti Tuomainen.

Jernmænd

Anmeldt af Eline Andersen

jernmændSteen Tinning: Jernmænd
Peoples Press 2012
240 sider
249,95 kr.

Triatlon er det nye sort. Tidligere drømte vi om at
løbe en maraton eller cykle Sjælland Rundt. Nu går vi med drømmen om at
gennemføre en triatlon – og allerhelst en jernmand på 3800 m svømning, 180 km
cykling og SÅ en maraton! Intet mindre og Steen Tinning siger sammen med Rolf
Sørensen at det godt kan lade sig gøre. Tinning er golfspiller og Rolf Sørensen
cykelrytter. De allierer sig med triatleten, Rasmus Henning, og i bogen følger
vi dem i deres træning frem om Challenge Copenhagen samt deres deltagelse i
samme.

For os, der er lidt fascinerede af tri-sporten og af de menneskelige beretninger, er Jernmænd en glimrende inspirationsbog. Jeg har det dog med Jernmandsdistancen som med bjergbestigning – der er kanon at læse om – men jeg tror ikke, det lige er mig 😉 Men er man lidt mere jernmand, vil denne bog med sikkerhed også inspirere og vejlede i træningen frem med en jernmand.

Og så er der super fotos hele vejen igennem …..

De døde sjæles nat

Anmeldt af Eline Andersen

Døde sjæles nat

Elsebeth Egholm: De døde sjæles nat
Politikens Forlag 2012
420 sider
Pris 300 kr.
Elsbeth Egholm er ubestridt min danske
yndlings-krimi-forfatter. Og med den seneste De dødes sjæles nat skuffer hun
ikke. Det er i mine øjne en genistreg, at hun gennem sine krimier har skiftet
hovedpersonen ud, således at det nu er Peter Boutrup, som er omdrejningspunktet
i samme Århus-miljø som i de tidligere krimier og med et persongalleri i
øvrigt, som har gengangere. Dette er 2. bind i denne serie – første bind, Tre hundes nat, er også anmeldt her på www.god-bog.dk.

De dødes sjæles nat er lige så velskrevet og endnu mere
skarp i plottet end de tidligere krimier – og selvom plottet denne gang er i
kanten af det overfantastiske, så svæver fortællingen let mellem fortid og
nutid og De døde sjæle puster liv i spændingen og underholdningen.

Peter Boutrup opsøger en sen og regnfuld aften veninden Mys grav. Mys mor dukker op og vil have ham til at finde sin forsvundne søn, Magnus. Og næste dag bliver en ung nonne, Melissa, fisket op af voldgraven på det kloster på Djursland, hvor Peter arbejder som
tømrer – og så har vi ellers krimi for alle pengene.

Glæder mig allerede til næste xxx NAT 😉

 

Tæskeholdet banker på

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Jennifer Egan: Tæskeholdet banker på

Oversat af Steffen Rayburn-Maarup

Forlaget Klim 2012

289 sider

Pris 299 kr.

Jennifer Egan har tidligere skrevet tre romaner, men med
denne har hun nået toppunktet af sin karriere til nu. Bogen vandt derfor også
Pulitzer prisen 2011, og den er solgt globalt. Det er et pragtværk af en bog. Omdrejningspunktet er succesproduceren Bennie Salazar og hans assistent Sasha. Ikke fordi vi hører vildt meget om dem, men handlingen spinder sig ud og ind i menneskers liv, som har en eller anden berøring med Benny eller Sasha. Tiden er vigtig. Vi springer
elegant rundt i den og møder personerne på et eller andet tidspunkt inden for
en periode på 50 år. Pauser i tiden finder naturligvis sted, lange eller korte,
så man tror, at nu er det forbi, men så dukker handlingen op igen, men den
slutter jo engang, alting har en ende. Tiden ikke bare går, den er et
tæskehold. Den gør os ikke kun ældre men også fede, lade og laskede med tatoverede
hængerøve og slappe biceps muskler, øjnene bliver matte og røde, så vi får tæsk
– og Rolph skyder sig i hovedet, han blev 28 år. Jeg har tabt mit hjerte til
denne bog, den er dirrende levende, fascinerende farverig og fantastisk
velskrevet. Det er en af dem, jeg vil læse igen.

Majorens sidste forelskelse

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Helen Simonson: Majorens sidste forelskelse

Oversat af Kirsten A. Nielsen

Politikens forlag 2012

432 sider

Pris  250 kr.

Helen Simonson har sine rødder i Sussex, England, men hun
bor nu i New York. Dette er hendes debutroman, og hvor er den dog elskelig, fuld
af velfortalt, britisk, underspillet humor, og den spidder den britiske
folkekarakter, som vi forestiller os den, på hver eneste side. Hovedpersonen er
68 år gammel, pensioneret major, enkemand, og han lever sit ensomme liv i en
lille landsby i sydengland med sin te, sine spadsereture, sin kærlighed til
klassisk engelsk litteratur og sin kærlighed til sit gamle, værdifulde
jagtgevær, som han passer og plejer. En dag ringer det på døren, og der står
ejeren af den pakistanske købmandsbutik Mrs. Ali. Mrs. Ali er enke, hun er nok
etnisk pakistaner, men hun har levet hele sit i England, og hun er en
bemærkelsesværdig kvinde, læsende og velbevandret i engelsk litteratur. Der er
elektricitet i luften mellem majoren og hende, men det er absolut ikke
acceptabelt, byens mest ansete borger og en simpel ekspeditrice, mon man skulle
smide ham ud af golfklubben… Majoren er velopdragen med sine idiosynkrasier,
særheder og fordomme, og hans frembusende uopdragne søn med en lækker amerikansk
veninde står som kontrast til alt det vedtagne og accepterede. Mrs. Alis
familie vil under ingen omstændigheder vide af en engelsk mand og ønsker hende
flyttet ind i familiens trange bolig nord på. Denne bog har perle på perle af
spiddet kultur og humor, man klukker, føler, ængstes og spændes, det er top,
top underholdende, det er bare fremragende.

 

Tirsdagsbrevene

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Helene Gremillon: Tirsdagsbrevene

Oversat af Birgit Schlifer

People’sPress 2012

256 sider

Pris 300 kr.

Dette er Helene Gremillons debut som forfatter, og det er en
bemærkelsesværdig debut, derfor er den også prisbelønnet. Camille er redaktør,
hun har lige mistet sin mor, og hun er gravid med sit første barn. Vi er i
Paris i 1975. Blandt kondolencebrevene er der et, som hun ikke forstår. En
hende ukendt Louis fortæller begyndelsen af en historie om to unge menneskers
forhold. Hun affærdiger historien, men en uge efter kommer der et nyt brev med
fortsættelsen af historien, og sådan bliver det ved. Efterhånden forstår hun,
at historien omhandler hende selv og hendes forældre, og deres livsløgn. Der er
flere stemmer i denne historie, der hver vælger at fortælle deres sandhed. Den
unge pige hedder Annie. Hun bor i en landsby uden for Paris i slutningen af
1930erne. Her knytter hun sig tæt til madame W, som er lidt ældre og brændende
ønsker sig et barn. Annie tilbyder at bære og føde hendes barn, som madame W
ikke kan, og så folder intrigen sig ud. Det er spændende som en thriller,
psykologisk ganske troværdigt, og som brevene kommer, afslører Louis lag på lag
af historien. Hvem er denne Louis, og hvordan kan han vide alle disse detaljer?
Hvor er den velskrevet og godt komponeret, man er fængslet til sidste side,
bravo siger jeg bare.

Aage, Ejner og Elna

Anmeldt af Lisbeth Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Søren Ryge Petersen og Marlene S. Antonius: Aage, Ejner og Elna

Gads Forlag 2012

160 sider

249,00 kr.

Bogen ligger foran mig med billedet af 3 hyggelige gamle
mennesker! – hvad kan det sige mig? – Med meget lille skrift under ”Aage, Ejner
og Elna” står der Søren Ryge Petersen og et mig ukendt navn. Søren Ryge  kan noget med alt levende: Planter, mennesker og dyr! Så jeg åbner bogen. Den begynder med en forhistorie og opremsning af familie og slægt. Jeg sukker dybt og tænker: Åh, nej! Til alt held holdt jeg ved. Bogen er en billedbog mesterligt fotograferet af Marlene S. Antonius til
hendes afgangsprojekt fra Designskolen Kolding på Linjen for Illustration.
Bogen indeholder 76 billeder taget igennem et år. Først ville de 3 gamle ikke
fotograferes, men Marlene havde frit slag med interiøret i deres hjem – alle mulige
vinkler og krinkelkroge. Det mest betagende er nok billederne af nogle gamle
hænder, der holder om minder fra en svunden ungdom. Til sidst gav de tre gamle
sig og lod sig også fotografere. Da alle billederne var taget, blev de vist for
Aage, Ejner og Elna for første gang. Så gik snakken, mens Marlene og Søren Ryge
lyttede til og lod båndoptageren gå. På den måde var det personerne selv, der
lavede underteksterne til billederne! Genialt! Dette gav mig et spændende
indblik i en anden verden belyst af nogle smukke billeder. Det er en bog, jeg
på det varmeste kan anbefale!