Ikke mere at miste

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Leymah Gbowee: Ikke mere at miste

Fortalt til Carol Mithers

Oversat af Lars Rosenkvist

Gads forlag 2012

248 sider

Pris 299 kr

Leymah Gbowee er fra Liberia, og hun er en formidabel kvinde.
Derfor fik hun også Nobels fredspris 2011. Hun stammer fra middelklassen,
drømte om en helt normal tilværelse som læge, en familie og børn, drømme, som
ikke burde være uopnåelige, men hun fik intet af det. Der kom borgerkrig i
landet. Taylor regimet kørte, og landet blev skudt tilbage til slum, fattigdom,
sult, vold og voldtægter. Infrastrukturen blev knust, vandforsyning,
elforsyning, sundhedsvæsen, fødevareforsyning, alt blev ødelagt gennem 14 års
borgerkrig. Leymah fik heller ikke sin egen lille trygge familie. Hun havnede i
et voldeligt forhold, hvor hun fik fire børn, før hun brød ud af forholdet. Hun
modnedes til en fornemmelse af, at hun både burde og kunne gøre noget til gavn
for landet. Krigens værste ofre var kvinderne og børnene. Hun magtede at samle
en hær af kvinder fra alle trosretninger på tværs af sociale, politiske og
geografiske skel, og klædt i hvidt demonstrerede de for fred uden at tage parti
for hverken den ene eller anden i borgerkrigen. Det blev en stor historie med
ringe ud i hele Afrika, og da parterne endelig blev tvunget til
forhandlingsbordet, var det Leymah og hendes kvinder, der tvang parterne til at
underskrive freden. Det er en flot, flot fortælling, der virker autentisk og
ærlig. Indimellem sad jeg med tårer i øjnene. Leymah er klar over den pris, det
kostede hende. Børnene måtte hendes søster tage sig af, hun anede ikke, hvad de
kunne lide og ikke lide, det var søsteren, der var mor. Det plager Leymah, men
hun konkluderer, at hun ville handle på samme måde igen. Jeg beundrer denne
stærke kvinde.

Brunkul, børster og baroner

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Knud Simonsen: Brunkul, børster og baroner

Hovedland 2012

348 sider

Pris 180 kr.

Knud Simonsen er uddannet arkitekt og har studeret
kunsthistorie. Han har ernæret sig ved flere forskellige erhverv, og han
debuterede som forfatter i 2005. Denne er hans tredje roman. Forlaget kalder
romanen en dokumentarisk roman om Danmark i 1940’erne, og det er lige præcis
det, den er. Der var krig, tyskerne kunne bruge deres kul selv, så Danmark
manglede brændsel til samfundets energikrævende institutioner og privatboliger.
Tørv kunne bruges men var ikke så godt som brunkul, der var sværere at grave
ud, fordi det lå under et varierende lag af sand, der skulle graves væk, før
kullene kunne brydes med hakke og skovl.
Brunkul var ikke så godt som stenkul, der i fredstid blev importeret. Ved Søby ikke langt fra Herning var der rige brunkulsforekomster, og her dannedes et samfund i samfundet af – børster og baroner. Folkene boede i hvad som helst, skure flikket sammen af gamle brædder og blikplader, hønsehuse, en udtjent rutebil. Der var en primitiv købmandsforretning, flere udskænkningssteder, og arbejderne var ofte på flugt fra sølle kår i samfundet, lykkeriddere, der ville have hurtige penge, flygtning fra østfronten, skattevæsenet eller politiet. Myndigheder som politi og skattevæsenet var ukendte og hadede, økonomien sort- som kul. Vi følger romanfiguren Martin Rask Jensen, der egentlig drømmer om at få sin egen gård. Han kan holde sig fra druk, spil og de mange
løse damer, og det går ham godt. Han får sit eget leje, får hyrede folk og
tjener kassen, penge som giver ham problemer, da pengeombytningen kom efter
krigen. Det er en god og læseværdig bog. Karaktererne er skarpt tegnede og
handlingen fængslende, men der er ingen indviklede plot, det er skrevet, som
det sandsynligvis var, og det er bogens styrke, Danmarkshistorie, som når det
er bedst.

Dårlig karma

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

David Safier: Dårlig karma

Oversat af Gisli Magnusson

Bazar forlag 2012

294 sider

Pris 270 kr.

David Safier har skrevet tekster til TV- serier og dette er
hans første roman. Den er herlig, morsom, vanvittig og tankevækkende. Et
muntert bekendtskab, som jeg nødig ville have været for uden. Kim Lange er TV
studievært og karrierekvinde. Hun er gift og har datteren Lilly på seks år, men
hun forsømmer sin familie, jokker på sine kolleger og konkurrenter, så da hun
dør ved at få en håndvask i hovedet på et hoteltag i Køln, genfødes hun som
arbejdsmyre i myretuen ved hendes hus. Hun møder Budda i en af hans mange
forklædninger, og han forklarer hende, at hun ikke just har tjent mange
karmapoints op i sit liv som menneske. Det vil hun gøre noget ved som myre, hun
vil være sammen med sin datter igen. Hun møder en anden myre, som er Casanova i
skikkelse af en flyvemyre, og de to bliver venner i resten af bogen. Det lykkes
helt pænt for hende, da hun dør som myre genfødes hun som marsvin, senere
bliver hun kalv og kartoffelbille i Irland, og til sidst bliver hun menneske
igen men ikke helt som hun havde drømt om. Lykkes det hende at genvinde sin
mand og få sin datter igen? Bogen er lystigt og friskt fortalt, jeg har
sjældent moret mig så godt.

 

 

Tigerens kone

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Tea Obreht: Tigerens kone

Oversat af Charlotte Grubb

Gyldendal 2012

372  sider

Pris 300 kr.

Tea Obreht er serbisk-amerikansk, og som kun 23 årig skrev
hun det meste af denne bemærkelsesværdige roman. Den har vundet Orange prisen
og var nomineret til National Book Awards, og det er fuldt fortjent. Jeg
fortælleren er den unge læge Natalia, der rejser gennem et sønderbombet eks
Jugoslavien sammen med en kollega dels for at vaccinere børnehjemsbørn, dels
for at få kastet lys over sin bedstefars død og hente hans efterladte ting. Bedstefaderen
var også læge, og hans liv er en del af motoren i denne bog. Flettet ind i
hovedhistorien er talrige bihistorier af fabulerende karakter. Om
bedstefaderen, som altid gik med junglebogen i lommen, om tigeren, som
naturligvis var Shere Khan, og som var undsluppet en zoologisk have under
krigen. Den forbandt sig til en døvstum pige, som hjalp den, da landsbyen ville
skyde den, og derfor benævnes tigerens kone. Der er folkene på en vinmark, der
graver og graver efter et lig som skal have ligget der i 12 år, og der er
manden, der ikke kunne dø. Det er sprudlende, det er morsomt og det er
spændende velfortalt. Jeg forventer mig meget af Tea Obrecht fremover.

 

Dagpengeland

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

Lau Aaen: Dagpengeland

Gyldendal 2012

198 sider

Pris 200 kr.

Lau Aaen er 29 år og uddannet akademiker, cand. scient. adm.
Efter embedseksamen var han arbejdsløs og blev af kommunen sendt på et
jobsøgningskursus på fire uger hos en privat virksomhed, hvor han i et hold af vidt
forskellige mennesker skulle lære at skrive ansøgninger, gå til jobsamtaler,
stå op om morgenen, give håndtryk på den bedste måde, få massevis af selvtillid
og gå på mod. Det er nemlig ens personlighed, der tæller, når man søger job,
ikke nødvendigvis ens kvalifikationer. Underviserne – eller udviklerne – er
ikke-uddannede eller kortuddannede, om man vil, og de kan se igennem et
menneske på et splitsekund, det er bare en gave de har, ikke noget man kan læse
sig til. Her hedder de Britta og Jytte, og de fremstår knivskarpt, de ved
nemlig lige bestemt, hvad det er arbejdsgiverne vil have, og det skal bankes
ind i kursisterne. Det her er hyleskægt, man griner under læsningen, det er
grotesk og man tror karikeret, men det er det tragiske ved det, at det er det
ikke. Kurset eksisterer, det foregår som Aaen beskriver det, de viste overheads
er originale. Og så er det beskrevne kropssprog lige i øjet. Sjældent har jeg
moret mig så godt – og med så dårlig en samvittighed.

Du forsvinder

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Christian Jungersen: Du forsvinder

Gyldendal 2012

465 sider

Pris 300 kr.

Dette er Christian Jungersens tredje roman og den første
siden succesen Undtagelsen i 2004. Mia er lærer. Hun er gift med Frederik, som
leder en privatskole. Under en ferie får Frederik et epileptisk anfald, og det
viser sig, at han har en godartet knude forrest i hjernen, i frontallappen.
Knuden bliver fjernet, operationen går godt, men Frederik er hjerneskadet og
ikke sig selv længere. Han mangler indlevelsesevne, situationsfornemmelse, kan
ikke styre sit temperament og heller ikke sine følelser, men han har ikke
lammelser eller talebesvær. Romanen er faktisk en lang sygehistorie fortalt af
hustruen. Operationen har jo ikke kun gjort noget ved Frederik men også noget
ved Mia og deres barn. Det spørgsmål rejses, om hjernen blot er et medfødt
anatomisk substrat påvirket af kemikalier som adrenalin, noradrenalin,
serotonin, dopamin og sikkert flere andre. Hvis det er sådan, har vi så en fri
vilje, og kan vi gøres ansvarlig for vores handlinger? Vi får ikke noget bud på
et svar i denne bog. Historien er velfortalt, forløbet er fagligt korrekt, men
jeg tvivler lidt på relevansen for de mange.

Næsten levende

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Liv Mørk: Næsten levende

Politikens forlag 2012

414 sider

Pris 300 kr.

Liv Mørk er pseudonymet for rutinerede Merete Pryds Helle og
Morten Søndergaard – og hold op hvor de kan skrive. En slægtskrimi står der på
bogen, og det kan man da godt kalde den, der er mord men meget lidt mystik om
det og ingen opklaring er nødvendig. Vi er i et miljø i de Italienske alper,
hvor hovedpersonen general Pier Francesco Calibano har sit store domicil. Han
har kæmpet for fascisterne og kommer hjem efter krigen til sin trolovede, som
imidlertid er blevet gravid med landsbytossen, som de lokale kalder Hesten på
grund af hans enorme lem. Men generalen står ved sit løfte og ægter den gravide
pige, som føder historiens anden hovedperson. Fortællingen fortsætter med
generalen og hans slægt samt tyende, og det er pragtfuldt fortalt. En historie,
hvor alle personerne lever på ondt og godt. De knepper, æder og drikker, og indimellem
slår de ihjel uden der er nogen fordømmelse i det. Bogen sprudler som om det
var en italiener, der havde skrevet den, og den er svær at lægge fra sig.
Sjældent har jeg været i så godt selskab som med denne bog.

Sankt psyko

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Johan Theorin: Sankt psyko

Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild

Politikens forlag 2012

416 sider

Pris 300 kr.

Johan Theorin er svensk journalist og krimiforfatter, der er
overdynget med priser, og som sælges globalt. Det var derfor med spænding, at
jeg læste denne den nyeste roman, og jeg blev ikke skuffet. Den er fuld af
uhygge, spænding, fortielser, løgne og overraskelser, så man må sig fryde.
Vores helt hedder Jan Hauger. Han er børnehavepædagog og får et vikariat i
børnehaven tilknyttet Sankt Patricias retspsykiatriske sikringsanstalt for
kriminelle, og en del af hans job er at følge børn over til deres forældre i
sikringsanstalten på besøg gennem gange under jorden. Jan har ikke rent mel i
posen. For år tilbage har han mistet et børnehavebarn i skoven, og nu er det
ikke helt tilfældigt, at han ønsker sig dette vikariat. Hans kolleger har også
deres egen dagsorden, og de forskellige dagsordener væver sig ind i hinanden på
smukkeste vis. Det er originalt, det er spændende, det er velskrevet, det er
bare godt.