Åndernes rige

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Richard Russo: Åndernes rige

Oversat af Søren K. Barsøe

Klim 2011

406 sider

Pris 349 kr.

Her er en prægtig, morsom, ondskabsfuld – vidunderligt
ondskabsfuld, realitetsnær roman om livet på et mindre amerikansk universitet.
Vores helt William Henry Deveraux Jr. Underviser i engelsk litteratur, og han
er ved et uheld blevet institutbestyrer. Egentlig er han anarkist, et løsgående
missil, som foragter autoriteter, nedgør sine kolleger med vittige devaluerende
bemærkninger, som har en meget høj underholdningsværdi, og han er frygtet,
fordi alle mener, det er ham, der skal lave listen over dem, der skal fyres i
den kommende sparerunde. Og så er der spørgsmålet om hierarkiet, kan man dolke
William Henry Deveraux Jr. og få ham afsat som institutbestyrer, hvem skal have
jobbet som dekan og hvad med direktørstolen for universitetet. Der er meget
mere. Ægteskaberne på universitetet kommer og går, men vores helt har et godt
ægteskab. Forholdet til datteren er kompliceret, men det er forholdet til den
opblæste far så sandelig også, han var også professor i engelsk litteratur med
en meget højere cigarføring. Bogen er fuld af det hele, jeg har sjældent moret
mig så godt, bravo, bravo Russo, tænk at du kan.

Fra doktor Klimkes horisont

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Håkan Nesser: Fra doktor Klimkes horisont

Oversat af Jan Mølgaard

Modtryk 2011

244 sider

Pris 249 kr.

Håkan Nesser har et stort og fremragende forfatterskab bag
sig, han kan bare det der med at fortælle en historie. Nu har han gjort det
igen i denne bog. Bogen blev udgivet i Sverige i 2005, men den foreligger først
på dansk nu. Der er to noveller og tre kortromaner i den. Kærlighed,
forelskelse, utroskab, jalousi, mord, der er det hele, og det er spændende og
levende sat op med en twist til slut, der viser os det uventede – intet er, som
det ser ud til. Når en bog på 244 sider skal indeholde tre kortromaner, så skal
der også være gods i dem, og det er der her. Det er bare at gå i gang.

 

 

Fuldmånen stille sejler

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Bent Haller: Fuldmånen stille sejler

Samleren 2011

208 sider

Pris 300 kr.

Dette er deprimerende læsning. Vi præsenteres for Rigmor,
der er kommet på plejehjemmet med stort set ingenting ud over en gammel taske
og en notesbog. Nu har hun mistet livsgnisten og ligger hen uden at kunne røre
sig og kun med stort besvær tale utydeligt. Lægen siger, hun er dement, men den
unge plejeassistent Ghana mener noget andet, og hun tager sig mere af Rigmor,
end hun er forpligtet til. Rigmor får aldrig besøg, til trods for at hun har 7
børn. Hun har ikke opfostret nogen af dem, de er blevet bortadopteret, det
første barn fordi det var et incestbarn, da Rigmor var en stor pige, de andre
af nød. Nu dør Rigmor. Ghana finder de 7 børns navne og adresser i Rigmors
notesbog, hun ringer til dem, og de kommer. Vi får Rigmors historie, og den er
grum. Vi får også børnenes historier og de er heller ikke noget at prale af.
Den ældste, incestbarnet, er en pige, hende er det gået godt. Hun er den eneste
Rigmor ikke ville af med. Alle de andre er drenge, og de kunne ikke gøre det ud
for den pige, som Rigmor ville have. Det er ikke gået dem godt. Det er en helt
igennem mørk historie, Bent Haller her fortæller os. Han gør det lige ud ad
landevejen uden at tolke eller farve den. Men det er stærkt skrevet. Sådan ser
der ud på samfundets vrangside.

Jeg vil altid ku genkende dig

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Laura Lippman: Jeg vil altid ku genkende dig

Oversat af Lene Schiøtt

Forlaget punktum 2011

389 sider

Pris 200 kr

5 uger i kløerne på en bortfører på vej rundt mellem
staterne i USA endende med voldtægt, det måtte den 15-årige Elizabeth finde sig
i. Ikke nok var han bortfører, men han havde flere unge pigers liv på
samvittigheden, og Elizabeth levede de uger i konstant angst for selv at blive
dræbt. Nu er han fanget og dømt til døden, sidder på dødsgangen på 22. år, og
datoen for straffens fuldbyrdelse er fastsat. Han vil prøve at få udsættelse
ved at tage kontakt til Elizabeth. Elizabeth er blevet voksen, har stiftet
familie og har på grund af bortførelsessagen skiftet navn til Eliza. Hun er
mærket af bortførelsen, kan ikke tåle åbne vinduer eller døre, og det, der
skete, står tydeligt i hendes hukommelse. Hun bryder sig ikke om bortførerens
kontakt, men går dog med til telefonopkald og til slut også med til at besøge
ham. Historien er velfortalt. Vi er med i bilen under bortførelsen, følger nøje
Elizas tanker om forløbet og om det at have kontakt med bortføreren. Hendes
forhold til ham under bortførelsen er ikke rigtigt det at offeret tager parti
for gerningsmanden, Stockholmsyndromet. Men hun har haft flere muligheder for
at flygte under forløbet, muligheder som hun ikke greb – på grund af angst for
følgerne. Bogen er elementært spændende, og også hele problematikken rummer
mange spændende facetter, så den er bestemt værd at læse.

Undskyldningen

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Hanne-Vibeke Holst: Undskyldningen

Gyldendal 2011

432 sider

Pris 299 kr.

Hanne-Vibeke Holst har her skrevet endnu en knaldgod roman. Det
er en slægtsroman, der veksler mellem fortiden fra 1940 og frem til nutiden,
hvor scenen er sat i operaen i Berlin på operachefens kontor, hvor slægtens
seneste skud må stå mål til en muslimsk terrorhandling. Slægten ser helt på
overfladen ud til at være veltilpasset, men gradvis afklædes den og et morads
af løgne, utroskab og forkerte fædre afsløres i alle led. Det er underholdende
og spændende gjort og utroligt dygtigt. De mange bolde holdes i luften, og
historien hænger smukt sammen. Ingen i slægten viser sig at være rigtig
lykkelige, fortrængningerne forpester deres liv lige fra frihedskæmperpræsten,
der vender hjem fra Sverige til en forbitret kone, der lugter utroskab, til
præstens tvillinger, der kæmper om den samme pige, og til operachefen, der
bærer på en tung hemmelighed, som fik alvorlige konsekvenser. Som man læser
bogen, må man absolut vide, hvordan det dog går disse mennesker, der fremstår
af kød og blod, det er simpelthen fængslende som en kriminalroman af bedste
kvalitet.

Når noget slutter

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Julian Barnes: Når noget slutter

Oversat af Claus Bech

Tiderne skifter 2011

168 sider

Pris 250 kr.

Den prestigefyldte Man Booker-pris blev i år givet til denne
roman. Og hvor er den dog pragtfuld. Julian Barnes er født i 1946, og det er i
den tids lys, handlingen skal læses. Bogen handler om et liv, et ganske
almindeligt gennemsnitsliv, som refereres af hovedpersonen Tony Webster.  De var tre drenge, der holdt sammen. Så kom
Adrian til, og de blev fire. Adrian var meget klogere end de andre, og han
fylder meget i bogen, selv om han begik selvmord, da han kun var 22 år gammel.
Adrian og så Veronica, som var hans ungdoms kæreste, og som han først fik lov
til at gå i seng med, da de ikke længere var kærester. Tony fik en
gennemsnitlig førstekarakter til sin embedseksamen, fik et tilforladeligt job,
giftede sig, fik et barn, blev skilt, og han sidder nu i sit livs efterår og
funderer og fortæller. Der er en melankolsk tone over det hele og bogen er
gennemsyret af en sympatisk og klog filosofi, det ene guldkorn falder efter det
andet, så helt gennemsnitlig kan Tony Webster ikke være. Han kommer i kontakt
med sin ungdoms Veronica, men kommunikation imellem dem er der ikke, du forstår
ikke noget, siger hun, og det har du aldrig gjort. Han forstår først til slut,
i det mindste noget af det. Det er en dejlig, dejlig bog, som jeg glæder mig
usigeligt til at genlæse – om ikke så længe.

 

Djævlens ansigt

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Øbro og Tornbjerg: Djævlens ansigt

Politikens forlag 2011

512 sider

Pris 350 kr.

Ægteparret Øbro og Tornbjerg har gjort det godt. Sidste år
udgav de Skrig under vand, som kom til tops på bestsellerlisten, og nu møder vi
så kriminalpsykologen Katrine Wraa og hendes makker politimanden Jens Høgh
igen. Katrine Wraa er kommet nogenlunde ovenpå igen efter voldsomme oplevelser
i første bind, og hun får nok at rive i her. En ung kvinde findes brændt ihjel
i en bil, og det starter lavinen. Hvem er hun, og hvem er det, der brænder
mennesker i levende live? Vi møder skurke fra bande miljøer, som tæver, skyder,
torturerer og mordbrænder, korrupte bilforhandlere, der kloner biler i Holland
og sælger dem i Danmark, narkobaroner, der importerer store mængder af  hash og kokain smuglet ind på de mest
sindrige måder. Så der foregår noget i denne bog. Katrine Wraa laver profiler
på gerningsmændene, men hun kan ikke holde sig fra at blande sig i opklaringen,
og hun kommer igen ud for voldsomme oplevelser. Denne bog har krævet en enorm
research af forfatterne, og de er sluppet godt fra det. Man er underholdt for
alle pengene.

Nattergalens død

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Kaaberbøl & Friis: Nattergalens død

People’s Press 2011

346 sider

Pris 299 kr.

Makkerparret Lene Kaaberbøl og Agnete Friis har skabt
krimier med Røde Kors sygeplejersken
Nina Borg med meget stor succes. Deres debutroman Drengen i kufferten
høstede priser og blev solgt til 12 lande. Derefter kom Et stille umærkeligt
drab, som var vellykket spændende, og nu foreligger deres tredje krimi med Nina
Borg. Den er bestemt heller ikke dårlig. Nina Borg har rod i sit privatliv. Hun
vil frelse hele verden siger hendes fraskilte mand, og børnene kan hun ikke
tage vare på. Hun er ansat på et asylcenter, og her bliver det hendes lod at
tage vare på og beskytte en otteårig ukrainsk pige mod grumme bortførere, som
regner med på denne måde at kunne finde pigens mor. Moderen er sigtet for
mordforsøg på sin danske kæreste, men hun er stukket af fra politiet og vil
finde sin datter. Som parallelhistorie følger vi to ukrainske piger i 1934, og
det ligger i luften, at de to historier skal smelte sammen. Hvad vil skurkene
denne moder, og hvem er de? Det ender dramatisk og overrumplende, og
historierne flyder sammen. Bogen er godt skruet sammen, den er spændende, og
jeg vil gerne videre følge Nina Borg.

Æblet. Stammen. En brevveksling

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Thomas Lagermand Lundme og Erik Struve Hansen

Æblet stammen, en brevveksling

Gyldendal 2011

209 sider

Pris 249 kr.

Dette er en brevveksling mellem to bøsser. Erik har nok
været biseksuel, men han valgte side, da han var midt i tyverne og mødte sin
kæreste Carsten. Thomas har altid vidst, at han var bøsse, og han lever i et
parforhold med Jan. Erik har det problem, at han gerne vil have børn, og en dag
melder Eva sig på banen. Eva er heteroseksuel men lever alene, og hun vil også
gerne have et barn. Det bliver nu sådan, at Erik skal lægge sæd til, så vil hun
lægge æg til og føde barnet. Det lykkes med reagensglasmetoden, og Eva bliver
gravid. Vi følger nu, hvad der foregår inde i Erik som en reaktion på dette,
hvordan Carsten tager det, og det er så lykkeligt alt sammen. Denne bog er i
det hele taget fuld af lykke og rigtige følelser, man bliver helt misundelig,
men man tror på, at det er ægte og sådan var det. Erik er med i hele
graviditetsprocessen, går med til scanninger og jordemoder, og det er hans agt
at blive en rigtig far for barnet. De laver oven i købet en kontrakt, barnet
skal være fem dage hos Erik og Carsten og ni dage hos Eva. Hvordan det kommer
til at gå får vi ikke at vide, for bogen slutter efter barnet er født. Det har
været en fornøjelse at være med på en lurer ind i denne brevveksling. Må det gå
dem godt.