På færde

Anmeldt af Lisbeth Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Agnete Holm Hvidt: På færde. Essays om natur og tro.

Forlaget Boesdal 2011

112 sider

Pris:150 kroner

Sognepræst, cand. mag. i litteratur og religion Agnete Holm
Hvidt tager os med på en ordentlig travetur i Northumberland i England ad
uvejsomme stier op og ned ad bakkerne. Det er også en travetur i overført
betydning, som giver åndenød, for det er ikke så lidt, man bliver indviet i om
kristendommens kommen til de britiske øer. Som en af kilderne angives den ærværdige
munk Beda (673 -735), som omhyggeligt nedskrev alt, hvad han kunne finde af
historier og oplysninger. En anden kilde er vores egen Grundtvig, der
interesserede sig for heltekvadet Beowulf, en del af gamle engelske
manuskripter, hvorfor han lærte sig oldengelsk for at kunne oversætte det til
dansk. Heltekvadet har sin oprindelse i Lejre på Sjælland, hvorfra det på
forunderligvis er overleveret mundtligt, for så til sidst at blive nedskrevet
på oldengelsk! – Det er en så fantastisk vandretur blandt kirker og tro, at jeg
kan anbefale den, men tag gode åndelige vandresko på!

Den danske lokkedue

Anmeldt af Eline Andersen

 

Henrik Brun: Den danske lokkedue
Turbine 2011
596 sider
Pris 299 kr.

Her er en krimi, som er skrevet som en krigsrapport. Der er sparet på det poetiske, og der er generøst øst af viden om Balkan og de politiske intriger og mafiatilstande. Og er man til meget Balkanbeskrivelse, så er Den danske lokkedue – en due, der er værd at fortære.

Ketil Brandt tidligere krigsreporter arbejder i Københavns Lufthavn efter han er kommet på kant med en spindoktor og har været i håndgemæng.  Hans gamle ven, Michael Jensen bor og arbejder i Slovenien. Nærmest samtidigt – og efter flere års tavshed mellem disse to venner, beslutter de hver i sær at tage kontakt til hinanden. Deres udstrakte hænder mødes ikke, da Michael Jensen findes myrdet dagen efter.

Herefter tager tingene fart. Ketil Brandt bliver brugt som en brik i et stor og beskidt spil, hvor der er mange skurke. Det handler om traffickin, menneskesmugling generelt, korruption. Ketil slår pjalterne sammen med den skønne slovenske journalist, Ines Sivonik, og sammen forsøger de at finde hoved og hale i de mange forskellige kriminelle aktiviteter og skurke for at forstå, hvorfor Michael Jensen skulle dø.

Dette er den første af en bebudet serie om journalisten Ketil Brandt, som er en glimrende og samlende hovedperson. Ser frem til næste bog.

Ensomme hjerters klub

Anmeldt af Eline Andersen

Lotte og Søren Hammer: Ensomme hjerters klub
Gyldendal 2011
416 sider
Pris 199,95 kr

Ensomme hjerters klub er det tredje bind i krimiserien om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen og hans efterforskningsteam. Vi har fulgt Konrad gennem mere og flere ækle og bestialske sager og fulgt hans skrantende helbred.

I denne krimi er Konrad Simonsen tilbage efter et hjerteanfald og sættes på en retræte-opgave med et dødsfald, som formodentlig er helt naturligt. Det viser sig, at der er mystik om manden, der måske er død naturligt. Og det er en mystik, som går 30 år tilbage i tiden. Det involverer hippietiden, en forsvunden, engelsk teenager og en flok gamle gymnasiekammerater, der ikke har set hinanden i 30 år. 

Søskende- og forfatterparret, Lotte og Søren Hammer er tilbage med en fortsættelse af krimi-føljetonen om Konrad Simonsen og de er mere nuancerede i dette plot end tidligere. De er mindre bloddryppende og sår et snigende ubehag ved fortidens synder – helt klart den bedste af deres krimier hidtil.

Blodet fra Solsortesletten

Anmeldt af Eline Andersen

Morten Hesseldahl: Blodet fra solsortesletten
Modtryk 2011
278 sider
Pris 249 kr

En indbrudstyv, som egentlig har en god moral. En mand som ligger bundet i en seng dømt til en grusom død. En enlig mor som ikke kan få livet og forholdet til sin datter til at fungere.

Disse meget forskellige skæbner mødes i et spind af  resterne af krigen i det tidligere Jugoslavien, som har flyttet basen til Danmark. Det bliver en uforudsigelig ejse mellem skæbner, der alle på hver sin måde flygtigt har berørt denne krig eller haft kontakt til kontakter, der har.

Det ender med et kaos af blod og hævn, der udspringer af mange års stridigheder og som forplanter sit til Solsortesletten, der også lægger navn til denne usædvanlige krimi om dødsensfarlig nationalisme og dansk patriotisme, moderkærlighed og kærlighed mellem familiemedlemmer.

Spildte kræfter

Anmeldt af Eline Andersen

Henrik Dahl: Spildte kræfter
Gyldendal 2011
152 sider
Pris: 153 kr

Dahls lille bog, Spildte kræfter, er en fortælling om venstrefløjens forlis. Det er en tankevækkende fortælling her i ugerne efter den nye regering i Danmark. Henrik Dahl havde fra 1999 til 2008 mulighed for at advare tre forskellige socialdemokratiske ledere om den kurs, de havde styret partiet ind på.

Med det var spildte kræfter – og som Henrik Dahl selv konkluderer – det kan meget vel blive en regering, der bliver afskåret fra at handle…. Det er et udsagn, som lige i disse dage er mere aktuelt end nogen sinde – og derfor er bogen særdeles interessant at læse – som et bidrag før valget med en analyse af mulighederne efter valget.

Sorte engle

Anmeldt af Eline Andersen

Lili St Crow: Sorte engle
People’s Jr. Press 2011
368 sider
Pris 199 kr

Dru Anderson er bare ikke som andre. Sammen med sin far rejser hun fra by til by, bor hele tiden nye steder. Det er et anderledes liv, men et spændende liv. Hun svævere mellem fantasi og virkelighed indtil det overnaturlige pludseligt bliver naturligt og den zombie bryder ind i deres hus og dærber hendes far.  

Den virkelige verden kan være et skræmmende sted. Bare spørg 16-årige,  nu forældreløse Dru, en hård pige, der har overlevet sin del af mærkværdige væsner og onde kræfter. Hun er bevæbnet, farlig og klar til at dræbe først og stille spørgsmål bagefter.

Hæsblæsende ungdomsroman, som går lige i læsehesten.

Fordrivelsen

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Astrid Saalbach: Fordrivelsen

Gyldendal 2011

333 sider

Pris 299 kr.

Astrid Saalbach har siden 1985 udgivet en stribe noveller,
skuespil og romaner, og hun har egentlig gjort det godt. Fordrivelsen er en
roman over et tema, som vi har set før. En succesfyldt forretningsmand med kone
og to børn tager på skiferie i alperne. Manden, Andreas, er på ferien selv på pisterne
mere end almindeligt optaget af sin mobiltelefon, og da han får en sms midt på
bakken, standser han op for at læse den. Her bliver han ramt af en ung fyr på
snowboard, og han pådrager sig en hjerneskade. Der følger et langt og svært
sygeleje, hvor han markant har ændret personlighed, så hans nærmeste næppe kan
kende ham, og han kan heller ikke umiddelbart kende dem. Forholdet kompliceres
af, at hans kone har fundet hans mobiltelefon og opdaget, at han havde en
affære – med en mand. Hans kone vil ham ikke mere, hans kompagnoner er utrygge
ved ham, og det forstår man godt, så han bliver købt ud af forretningen,
børnene holder tøvende ved. Andreas opdager nu, at han har clairvoyante evner,
han går på kursus i det, og går ud til sessioner i erhvervslivet. Bogen ender
igen i alperne i trøstesløst regnvejr uden sne. Bogen er skrevet i korte
sætninger, men karakteren er ramt rent og nuanceret. Der er føjet en facet til
historien, som vi ikke har hørt før, og bogen er egentlig spændende, så den tør
jeg godt anbefale.

Rødt efterår

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Thomas H. Cook: Rødt efterår

Oversat af John Jensen

People’s press 2011 269 sider

Pris 245 kr.

Thomas H. Cook debuterede som krimiforfatter i 1980 og har
skrevet flere end 25 værker. Han er prisbelønnet med flere prestigefyldte
priser, men kun tre af hans tidligere værker er oversat til dansk. Nu får vi så
Rødt efterår, en psykologisk thriller af de bedste, der får det til at løbe
koldt ned ad ryggen på læseren. Vi er i en ganske almindelig og tilsyneladende
lykkelig familie. Faderen driver en lille fotoforretning i en lille amerikansk
by, moderen underviser, og sønnen Keith er teenager og går i skole. En aften
skal Keith være babysitter hos en nabo for otteårige Amy, og det går sådan, at
Amy næste morgen er forsvundet sporløst. Mistanken falder naturligvis på Keith,
har han misbrugt barnet, bortført det og slået det ihjel? Så kommer al
psykologien. Kan faderen tro på, at Keith er uskyldig, hvordan reagerer alle i
den lille by på familien, og nu hvor han er i det, er moderen så utro med en
kollega, hvad var der lige med hans far og mor, hvordan døde hun, og hvad skete
den sidste nat hans dødssyge lillesøster levede? Det er ikke nemt det her, hvis
man som forældre mistænker sit barn, bliver man på en eller anden måde
medansvarlig. Bogen er godt skrevet og så virkelighedstro fortalt, at den
kvæler hverdagens hygge og lægger et sort tæppe over familien. Det er bare fremragende.

Solea

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Jean-Claude Izzo: Solea

Oversat af Jesper Tang

Labyrint 2011

268 sider

Pris 199kr.

Jean-Claude Izzo døde I år 2000. For inden nåede han at
udgive sin sin fremragende Montale trilogi, og de to første bind er anmeldt
her. Nu foreligger så tredje bind oversat til dansk, og det er godt. Alle tre
bøger foregår i Marseille, og det skinner igennem, at Izzo elsker den by, selv
om han ser den gennemsyret af kriminalitet og korruption. Fabio Montale er
tidligere strømer, han har næse for forbrydelser og er i stand til at klare sig
selv. Han bor i et lille hus ved vandkanten, hans livs kærlighed har i denne
bog forladt ham, og en veninde, Babette, er taget til Rom, hvor hun arbejder på
at finde belastende materiale om mafiaen. Det lykkes hende så godt, at mafiaen
vil hende til livs for enhver pris. Men mafiaen kan ikke finde hende. Montale
ved godt, hvor hun er gemt bort på en ødegård i bjergene, og nu vil mafiaen
have Montale til at røbe hendes skjulested. Hvis han ikke gør det, vil de dræbe
hans venner en efter en, og det gør de med et snit gennem halsen. Det lyder som
en umulig sag at løse, kan man snyde mafiaen og slippe godt fra det? Hvordan
det går skal man unde sig at læse. Bogen er dejligt dyster, knald spændende, og
trilogien vil gå over i historien som en klassiker.

Marias Planter

Anmeldt af Lisbeth Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Anemette Olesen: Marias Planter – Himlen ned på jorden

Hovedland 2007

124 sider

Pris 220 kr.

Det er med stor glæde og begejstring jeg kaster mig over at
anmelde Anemette Olesens ”Marias Planter – Himlen ned på jorden”

Bogen er så gennemarbejdet med Anemette Olesens smukke
blomsterfotos, små vignetter og gengivelser af gamle middelaldermalerier og
tryk henførende til Jomfru Maria. Side  for side gennemgås over 100 kendte planter,
hvor der til hver plante hører en historie eller tilknytning, der fører tilbage
til Jomfru Maria. Efter at have læst bogen vil hver lille eller stor plante,
som jeg før susede forbi, nu nikke til mig og minde mig om hver sin historie!
Bogen er simpelthen så smuk, at den går lige til hjertet, en sand fryd! Den kan
købes for 220 kr. ved henvendelse til Anemette Olesen på tlf. 86 39 43 09. En
oplagt gaveidé!