Utahs bjerge

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

Leif Davidsen: Utahs bjerge

Lindhardt og Ringhof 2011

256 sider

Pris 250 kr.

Leif Davidsen har tidligere udgivet 2 novellesamlinger samt 11 romaner, og han er tildelt alle tænkelige priser. Her har vi så hans novellesamling nummer 3. Det er en perlerække af historier, han her får fortalt os. Der er 12 noveller. Enkelte af dem har været udgivet tidligere i andre sammenhænge, men de er alle gennemskrevet. Det er svært at fremhæve enkelte noveller, da alle er af særdeles høj kvalitet. Det er gennemgående, at der bygges en stemning op af idyl og tryghed, og så pludseligt finder man ud af, at der hverken er hygge eller idyl men i høj grad fare på færde. Så ender historien, og læseren må selv digte fortsættelsen. Det er bare sådan, man laver gode historier.

Geim

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

Anders de la Motte: Geim

Oversat af Jacob Jonia

Klim 2011

367 sider

Pris 299 kr.

Anders de la Motte arbejder med sikkerhed i et internationalt it-firma, og dette er hans debutroman. Den er ganske vellykket. Derfor fik han også den svenske debutantpris i 2010. Der er to gennemgående figurer, HP og Rebecca Normén. HP er en småsvindler , der søger de lette veje og de nemme penge. En dag falder han over en mobiltelefon, der på displayet spørger, om han vil spille. Telefonen synes at vide alt om ham, og han kan tjene penge og vinde anerkendelse ved spillet. Så han spiller med. Han får opgaver, som han skal løse, men som ikke er helt lovlige, og opgaverne bliver grovere og grovere. Rebecca er politiinspektør og karrierekvinde, hun arbejder med personbeskyttelse, og langs ad vejen skal de to personer væves ind i hinanden. Bogen er skrevet friskfyragtigt med et ungdommeligt sprog, som godt kan tage lidt overhånd, men den er spændende og spændingen holder til slut. Bogen er den første af en trilogi, jeg ser spændt frem til de kommende bind.

Dette burde skrives i nutid

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

Helle Helle: Dette burde skrives i nutid

Samleren 2011

160 sider

Pris 250 kr.

Helle Helle har skrevet noveller samt flere romaner. Hun er belønnet med flere priser for sine bøger, og hun bliver bare bedre og bedre for hver bog. Fortælleren i denne bog bor i en bungalow ved Glumsø station. Herfra kan hun følge togene og følge med i stationspasserens privatliv. Indlæggene springer lidt i tiden, men det gør ikke spor. Vi hører om hendes Per og om Lars samt om hendes moster, der hedder Dorthe ligesom hun selv. Bogen er hele tiden vedkommende. Den er bygget op af korte sætninger, der hver især fortæller en hel historie, der foregår inde i hovedet på læseren.

Det er minimalistisk litteratur, der vil noget. Dorthe har en rygrad som en snegl. Hun burde være noget i nutiden have planer for sit liv. Men hun forsømmer sin uddannelse, hopper på toget fordi konduktøren siger, at hun skal – selv om hun slet ikke skal med toget. Det er pragtfuld læsning, den har jeg det godt med at anbefale.

Tilfældets gud

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

Kirsten Thorup: Tilfældets gud

Gyldendal 2011

315 sider

pris 299 kr.

Kirsten Thorup har skrevet en lang række digte, romaner og skuespil, og hun er belønnet med talrige litterære priser. Denne roman bærer vidnesbyrd om en rutineret kunstner, der kan tryllebinde sin læser. Ana er en ugift og barnløs karrierekvinde i et internationalt finansfirma. På grund af stress tager hun på en kort ferie til Gambia, hvor hun på stranden møder en teenagepige – Mariama – som snacksælgerske. Hun bliver betaget af pigen og besat af at ville hjælpe hende til skolegang. Det er ikke helt nemt, for Mariama lyver som sin skolegang og er temmelig humørsyg.  Hjemme igen kan Ana ikke passe sit arbejde ordentligt, fordi Mariame fylder alt i hendes bevidsthed. Mariama vil til Europa og have en uddannelse, og det skal Ana hjælpe hende med. Ana flytter til London men bliver arbejdsløs, og Mariama kommer til London. Mens det går nedad bakke for Ana, træder Mariama mere i karakter som tiden går. Det er en spændende og velskrevet bog, som opsluger sin læser.

Kald mig Rosa Parks

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

Åsa Lantz: Kald mig Rosa Parks

Oversat af Christina Bojlén

Modtryk 2011

620 sider

Pris 300 kr.

Det er længe siden svenske Åsa Lantz har udgivet en bog, men denne har været værd at vente på. Det er første bind i en trilogi, og de andre bind kan vi så spændt se frem til. Bogens omdrejningspunkt er den kinesiske kvinde Yi, der sammen med andre kinesiske unge piger blev lokket til Sverige med løfter om en uddannelse. Disse løfter blev imidlertid aldrig indfriet, og mange af de unge piger forsvandt sporløst fra asylcenteret. Yi fik aldrig opholdstilladelse, men hun kom i pleje hos en somalisk familie og var udsat for nogle grove og mutilerende indgreb. Nu vil  Yi have hævn og vise sine oplevelser for det svenske folk på TV. De skyldige rækker langt ind i regeringen og i forretningsverdenen, som vil gøre alt for at stoppe hendes udsendelser. Hun må gå under jorden og jagtes herefter både af sine venner og sine fjender. Det er en spændingsroman men ikke en almindelig en. Der er mystik over den og noget næsten drømmende, men den er spændende og er alle 620 sider værd.

Tre hundes nat

Anmeldt af Eline Andersen

 

Elsebeth Egholm: Tre hundes nat
Politikens Forlag 2011
336 sider
179,95 kr.

Indrømmet! Det er en genistreg, som Elsebeth Egholm gør i denne krimi, som er en delvis fortsættelse af den serie af krimier med journalist Dicte Svendsen i hovedrollen. I denne krimi er det Dictes søn, Peter Boutrup, som overtager hovedrollen. Ham har vi perifært mødt i de forrige krimier og i denne får vi den indsigt i hans verden og motiver, som vi ikke fik i de forrige. 

Peter Boutrup er en rigtig flink fyr – og det var vi vel egentlig heller ikke i tvivl om – selvom han har et længere fængselsophold bag sig for drab. Peter finder en død mand en vinteraften ved klinten. Manden er skudt på klods hold, og Peter genkender ham. Det gør Peters nabo også. Hun støder til umiddelbart efter liget er fundet. 

Desuden dukker der et nøgent kvindelig op i havnen – og så tager tingene fart. Hænger de to drab sammen – og hvorfor?

Egholm skriver stadig godt og fængslende – det er en krimi, som er et must i enhver feriekuffert.

Fyrmesteren

Anmeldt af Eline Andersen

 

Camilla Läckberg: Fyrmesteren
Oversat af Ellen Boen
People’s Press 2011
401 sider
Pris 299 kr. 

Fyrmesteren er Camilla Läckbergs syvende bind i krimiserien omforfatteren Erica Falck og politimanden Patrik Hedström, og den er skrevet i samme jordnære stil som de øvrige seks bind. Men selve handlingen har fået et skær af magi ind over sig, og det klæder plottet gevaldigt. 

De døde hjemsøger Gråskär, en lille ø ud for Fjällbacka. Den kaldes derfor også for Spøgelsesøen. 

Mats Sverin, kommunens økonomiansvarlige, findes myrdet i sin lejlighed.  Han er umiddelbart et helt igennem venligt og vellidt menneskeuden noget at skjule. Patrik Hedström og resten af Tanumshede Politi begynder at kortlægge Sverins liv. 

Handlingen rulles op med en interessant veksling mellem perspektiv og tid, og jeg blev hurtigt grebet af historien om Spøgelsesøen: Fyrmesteren var ganske god underholdning

Det helbredende køkken

Anmeldt af Eline Andersen

 

Mikael Bitsch mfl: Det helbredende køkken
Politikens Forlag 2011
208 sider
250 kr.

Vi taler alle om livstilsygdomme som diabetes 2. Vi taler alle om et sundere liv. Vi taler alle om mad. Denne kogebog forener disse tre samtidsdiskussioner i ”Det helbredende Køkken”. Her tager forfatterne, som er henholdsvis overlæge, chefkok og ernæringskonsulent, fat om forklaringerne og ikke mindst om de elementer, der skal til for at ændre livsstil og kostvaner.

Det er en kogbog, som bør læses. Ikke blot som en række opskrifter på det bedre liv, men som en klog og indsigtsfuld bog om det, at spise lidt anderledes og få bedre balance i livet.

Tænk på et tal

Anmeldt af Eline Andersen

John Verdon: Tænk på et tal
Oversat af Anne Mette Poulsen
Hr. Ferdinand 2011
453 sider
Pris 129 kr. 

Et anonymt brev lander i postkassen hos Mark Mellery. I brevet bliver han bedt om at tænke på et tal mellem et og tusind. Kort efter får han et nyt anonymt brev, som fortæller ham, hvilket tal, han tænkte på. Samtidigt bliver han bedt om at sende en check til en postboks.

Mark Mellerys gamle klassekammerat, Dave Guerny, er pensioneret kriminalassistent, og derfor kontakter Mellery ham for at få hjælp.  Dette er den første af en planlagt serie med Dave Guerny som gennemgående hovedperson. 

Det er en psykologisk thriller, som er fint skrevet og når man først kommer i gang med at tælle, så er der grund til at fortsætte.

Riis

Anmeldt af Eline Andersen

 

Bjarne Riis – i samarbejde med Lars Steen Pedersen: Riis
Peoples Press 2010
512 sider
Pris 349 kr. 

Riis er stadig topaktuel – om man vil det eller ej. Senest udvandrede han fra et møde i protest mod UCIs forbud om at bruge radioudstyr. Men hvem er den mand, som vi gennem mere end et årti har fulgt først som cykelrytter, der vandt Tour de France og senere som holdejer? 

Riis er en selvbiografi, som er velskrevet og indsigtsfuld. Den giver et fint indblik i både Riis som cykelrytter, familiefar og forretningsmand. Den beretter om en forkvaklet barndom i Herning og om de store sejre, nedture og dopingmisbruget, som Riis – alt for sent – indrømmede.