Træer i himlen

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

Ole Clifford: Træer i himlen

Mrs Robinson 2010

457 sider

249 kr.

 

Ole Clifford er pæredansk og bor på Lolland. Han har skrevet otte romaner og to fagbøger, og nu foreligger roman nr. ni. Den er værd at læse. Den unge rumænsk-danske balletpige har et engangsknald i Paris. Hun har her efter ikke kontakt med sin elsker, men hun bliver gravid med ham og føder sit barn. Nogle år senere opdager elskeren, at han er far til et barn, og han prøver nu med alle midler at opnå forældremyndigheden.

Vi kommer tæt på arbejdet som ballerina samt på den spiseforstyrrelse, som det har ført med sig. Vi bliver præsenteret for mafiametoder med import af kokain og mord. Der er også kærlighed med i handlingen, som er lidt i den sentimentale gade. Bogen er spændende, og den ender på den eneste måde, som den kan ende på.

 

Om døde ej opstår

Oversat af Ib Ahnfeldt-Mollerup

Philip Kerrr: Om døde ej opstår

Oversat af Ole Steen Hansen

Modtryk 2010

486 sider

Pris 299 kr.

 

Philip Kerr er besat af tiden i mellemkrigsårene og anden verdenskrig. Og han er godt inde i sin historie. Indtil nu har han skrevet 5 romaner i Berlin Noir serien, og denne er den sjette. Der er mange faktuelle ting i bogen. Personer i bogen har faktisk levet, hotel Adlon i Berlin eksisterer skam, og jødeforfølgelserne fandt jo også sted. Vi er i Berlin 1934, og vores gennemgående detektiv Bernie Gunter har forladt politiet i protest mod nazificeringen af korpset. Nu er han hoteldetektiv på hotel Adlon og keder sig bravt. Men der forekommer et dødsfald på hotellet, og det leder Bernie til en amerikansk gangster, der vil have sin store del af kagen op til de olympiske lege i Berlin 1936.

Nu skifter vi scene til Cuba 1954. Bernie har måttet flygte fra Europa, og på Cuba møder han sin kæreste fra 1934 og sandelig også den amerikanske gangster. Man skal læse bogen for at finde ud af, hvad det fører til.

Bogen er godt skrevet, sproget er kontant, og spænding er der nok af. Bogen kan fint læses selv om man ikke kender de foregående bind. Lad der blive både et bind syv og otte og ni….