Blodlag

Anmeldt af Eline Andersen
 
Johan Theorin: Blodlag
Oversættelse: Dorthe Nors
Lindhardt og Ringhof 2010
444 sider
Pris 299,95 kr.
Øland er magisk. Theorin finder igen den magiske pen frem igen i denne tredje bog  i krimimytologisk klæde. Foråret er kommet til Øland.
 
Per Mörner har arvet den gammle stenhuggerhytte. Han kæmper mod tiden – med en meget syg datter og en senil far med en noget pikant fortid.  Vendela Larsson er også kommet til Øland. Hun er opvokset på øen og er nu som voksen vendt tilbage med et eneste ønske: at få lov til at møde elverne ude i det flade kalkstenslandskab, Alvaret. 
 
Gerlof Davidsson, som vi kender fra de to forrige bind, er vendt tilbage til barndomsbyen for at nyde forårssolen – måske for sidste gang. Det eneste Gerlof ved om sine nye naboer er, at de har bygget deres huse mellem troldene, som siges at bo nede i stenbruddet og elverne, som danser på Alvaret. Grænsen mellem de to verdener går ved den røde aflejring i kalkstensklippen, som kaldes blodlag, og den grænse har altid betydet ulykke.
 
Blodlag er ikke blot en flad krimi men en nuanceret beskrivelse af mennesker og mennesker imellem, om dæmoner og drømme.
 

Alting har sin pris

Anmeldt af Eline Andersen
 
 
Lotte og Søren Hammer: Alting har sin pris
Gyldendal 2010
441 sider
Pris 299 kr.
 
Alting har sin pris er andet bind i søskendeparret Hammers krimiserie med chefkriminalinspektør Konrad Simonsen og hans team fra drabsafdelingen. Og jeg er helt klar til en tredje – for hvis hver bog bliver bedre end den foregående, så gider jeg godt vente…..
 
På den grønlandske indlandsis dukker et over femogtyve år gammelt lig op af en yngre kvinde. Konrad Simonsen bliver sendt af sted til Grønland for at rede trådene ud.  Konrad ser straks et sammenfald med to andre mord, som han har været inde over i sin tid i kriminalpolitiet.
 
Sammenfaldene mellem de to mord får Simonsen og hans hold til at lede efter flere lignende tilfælde, og det står hurtigt klart for dem, at sagens omfang er langt større, end de frygtede. Samtidig er der ualmindelig stor interesse for sagen fra allerøverste hold i Statsministeriet.
 
Jeg kan ikke lade være med at tænke lidt på Jussi Adler-Olsens afdeling Q – men det skal nu ikke trække ned i min bedømmelse af denne anden bog fra søskendeparret.

Den sidste gode mand

Anmeldt af Eline Andersen

A.J. Kazinski: Den sidste gode mand
Politiken 2010
496 sider
Pris 300 kr.

Dette er en helt speciel krimi, som jeg meget gerne vil anbefale andre at læse. Her er den helt speciel tone af noget overnaturligt eller religiøst på en helt, helt naturlig måde. Og hele plottet: at finde den sidste gode mand i stedet for en morder er helt genialt som fortælleplot:

Som politimand i København er Niels Bentzon vant til at jagte forbrydere. Han kan derfor næsten ikke tage det alvorligt, da han får til opgave at finde et godt menneske. Det menneske som kan blive det næste offer for en morder, der har jagtet gode mennesker overalt på kloden. Og pilen peger nu mod København.

Mordene har forbindelse til en gammel religiøs myte om 36 retfærdige mennesker, der er sat på jorden for at beskytte os alle – og jagten fortsætter.

Gaias forsvindende ansigt

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

James Lovelock: Gaias forsvindende ansigt

Oversat af Arne Keller

Hovedland 2010

239 sider

Pris 249 kr.

 

James Lovelock er en verdenskendt og anerkendt Engelsk fysiker, som i mange år har beskæftiget sig med jordens tilstand. Gaia var de gamle grækeres gud for jorden. Lovelock har taget navnet til sig og kalder sin teori om jorden for Gaia teorien. Denne teori går ud på, at jorden opfører sig som et levende væsen, hvorfor man, når man taler om klima, skal have en holistisk indstilling til jorden, som reagerer på alle mulige impulser i sin stræben for at holde iltindholdet i atmosfæren konstant samt temperaturen konstant. Jordens virkemidler er mange og kun delvist afklarede, men havenes algeforekomster i de øverste lag samt de store regnskove spiller en stor rolle. Lovelock har tidligere skrevet bøger om sin teori, som han udviklede i 1970 erne. Kuldioxid er en drivhusgas. Halvdelen af kuldioxidudslippet i atmosfæren kommer fra menneskene og deres husdyr, så det er begrænset, hvor meget udslippet kan reduceres. Og jorden-Gaia- kan ikke følge med i destruktionen af alt det kuldioxid. Vi er simpelthen blevet for mange mennesker. Vi kan derfor se frem til store omvæltninger i verden. Temperaturen vil stige, havene vil stige, og der vil dannes ørkener i store områder. Der vil komme klimaflygtninge til de tempererede områder, hvor det stadig er muligt at dyrke jorden.  Det er dystre udsigter, og Lovelock fortæller ligeud og knivskarp om årsagerne og konsekvenserne, som han ser som en mulighed allerede i dette århundrede. Dette er en bog, man bør læse, hvis man bare har en lille smule interesse for den jord, vi lever på.

Primtallenes ensomhed

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Paolo Giordano: Primtallenes ensomhed

Oversat af Jytte Lollesgaard

Bazar 2010

320 sider

Pris 199 kr.

 

Paolo Giordano er fysiker i Torino, og denne bog er hans første roman. Den er fremragende.

Primtal er tal, der kun er delelige med 1 og sig selv. De optræder undertiden i par, altid med et lige tal imellem. For eksempel 3 og 5. Længere ude i talrækken bliver primtallene sjældnere, og det gør pardannelsen også. I denne bog er de to hovedpersoner at ligne med primtal. De er introverte, står isoleret med en afstand til hinanden og især til andre, de er socialt handicappede, og det er lidt af et mirakel, at de har fundet sammen. Men det har de. Mathia, der er næsten autist i sin matematiske perfektionisme, og Alice, som er halt efter en skiulykke. De har et venskab, der aldrig bliver til ret meget mere. Men det er fascinerende at læse om. Det er minutiøst skrevet, så hver en følelse kommer med, hvert et sår. Det er en pragtfuld bog, som helt fortjent har fået Premio Strega, den fornemste italienske litteraturpris og har solgt mere end en million eksemplarer i Italien. Den er netop blevet filmatiseret. Det er bare at komme i gang med at læse.

Nærmere Elin

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Martin Krogh Andersen: Nærmere Elin

Gyldendal 2010

216 sider

Pris 249 kr.

 

Martin Krogh Andersen er cand. mag. i dansk, og han udgav sin første roman i 2008. Nærmere Elin er en sørgmunter fortælling om jagten på den forsvundne kærlighed i bogstaveligste forstand. Sander vågner en morgen, og hans rødhårede Elin er væk. Der går dage, der går en måned, han skriver breve til hende, ringer til hende, men hendes telefon svarer ikke og brevene forbliver ubesvarede. Sammen med vennen Ruben bryder de ind i hendes lejlighed, hvor hun tilsyneladende ikke har været i lang tid. De finder hendes dagbøger og adressebogen, og nu går jagten ind for alvor. De opsøger personer fra adressebogen og lærer mere og mere om Elins mange hemmeligheder, men jo mere de lærer, jo længere væk kommer Elin. Her er kærlighed, jalousi, længsel, vrede, frygt, alt sammen humoristisk fortalt, og det gør aldrig rigtigt ondt. Men det er en charmerende bog, som bestemt kan anbefales.

Malebog. Tegn videre med 66 danske kunstnere

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Malebog. Tegn videre med 66 danske kunstnere.

Gad 2010

176 sider

Pris 199 kr.

 

Det er en god idé, Gad har fået, at lade 66 danske kunstnere lave et forlæg til et billede, som er egnet til at male og tegne videre på. Langt de fleste tegninger er egnede til opgaven og, hvad der er lige så vigtigt, det anvendte papir er mat og tegne- samt maleegnet. Billederne er alfabetisk ordnet efter kunstnerens fornavn. Dette må være en bog til de små, og mit barnebarn på snart 6 år er gået i gang. Ved at købe bogen støtter man Dansk Røde Kors.

Poesi for pap-familier

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

Anna Libak: Poesi for pap-familier

Tegninger af Rasmus Sand Høyer

Forlaget Bianco luno 2010

43 sider

Pris 149 kr.

 

Det er dog en herlig lille bog, som Anna Libak og Rasmus Sand Høyer her har skabt. Jeg tror målgruppen er børn, selv om der godt kan forekomme ord, som børn ikke forstår, f.eks pikant, homogene, men jeg må indrømme, at jeg har læst den flere gange for mig selv – og nydt den. Versene er mundrette og muntre helt som var det Halfdan Rasmussen, og de gode tegninger illustrerer teksten fremragende. Næste forsøg er at udsætte børnebørnene for den samt at læse den højt for min kone til sovetid.

Jeg spår, at en ny klassiker er født.

 

 

 

Varsleren

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Karin Fossum: Varsleren

Oversat af Poul Bratbjerg Hansen

Gyldendal 2010

256 sider

Pris 279 kr.

 

Karin Fossum er fra Norge, hvor hun er en af landets store krimiforfattere. Hun har skrevet en lang serie romaner, hvor kriminalkommissær Konrad Sejer er den gennemgående person. Hun har modtaget flere priser for sit forfatterskab.

Varsleren er en psykologisk thriller, der kommer ind under huden på sin læser. Det starter med, at en eller anden vanvittig person sniger sig til at hælde en stor portion dyreblod ned i barnevognen til en lille pige, der ligger og sover til middag. Forældrene bliver naturligvis rædselsslagne, men den unge fyr, der gør det, fortsætter med sit rædselsregime, han sætter en dødsannonce i avisen på en levende rask dame, bestiller en bedemand til en svært syg ældre mand, ringer til en mor, at hendes datter er kommet svært til skade.

Gerningsmanden er en forkrøblet eksistens uden arbejde med en fordrukken mor. Bogen er spændende, og den er velskrevet, så den tør jeg godt anbefale.

PHASE

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

Jens Smærup Sørensen: Phase

Gyldendal 2010

274 sider

299 kr.

 

Jens Smærup Sørensen har skrevet et væld af digte, noveller, radiospil og romaner. Det store gennembrud fik han med romanen Mærkedage i 2007, som er belønnet med flere priser.

Phase har fået blandede anmeldelser, synd og skam, jeg tror, at anmelderne bare er fløjet igennem bogen uden at tænke over, hvad de læste. For det er et lille mesterværk. Sproget er en hel klasse for sig. Vi præsenteres for den ene strukturerede sætning med indskudte sætninger efter den anden, hvor der ofte er lige så meget underforstået, som der er fortalt. Og tråden bliver ikke tabt en eneste gang. Handlingen er en undergangshistorie. Andy er dramachef på TV tretten og er gift med Sys. Arbejdsmæssigt er han udbrændt, lider af PHASE, som står for Post Happening Apathetic Social Evasivenes, der som symptom blandt andet har hunger efter virkelighed. Andy bidrager selv til sin deroute, der både har ægteskabelige og arbejdsmæssige komponenter. Det er en fornøjelse at læse, og jeg vil blæse på Jyllandsposten 3 stjerner og Berlingskes 2 stjerner, bogen skal have 6 stjerner, og det er ikke en for meget.