Meyers bageri

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Claus Meyer: Meyers bageri

Lindhardt og Ringhof 2009

223 sider

Pris 299,95 kr.

 

Egentlig holder jeg af at hælde lunkent vand ned i bagefadet – krymle gær i – hælde alt godt fra melskuffen ned og en sjat salt til sidst. Så har jeg brød, der er forskelligt fra gang til gang – alt fra lækkert luftigt til klamt klægt. Og sådan må det nu en gang være, hvis man ikke følger en opskrift.

 

Meyers bageri kommer med ikke mindre en 70 opskrifter på alt brød fra rugbrød til æblemuffins. Desuden gennemgår han en lang række af bageingredienserne – så ”alt godt fra suffen” pludselig får karakter og egenskaber. Nu ser jeg for første gang, hvorfor brødet tidligere blev mere klægt. Nu forstår jeg, at jeg også kan bruge min surdej til hvedebrød – at jeg kan lave surdej af æbler og at mine spelt-poser er guld værd i køkkenet.

 

Endelig en bagebog, som giver mig lyst til at følge opskrifterne – måske ikke slavisk – men så i hvert fald tematisk og med en lagt bedre indsigt end tidligere. Den bog skal ikke samle melstøv – den skal bruges ofte.

Stadig Alice

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Lisa Genova: Stadig Alice

Oversat af Alis Friis Caspersen

Cicero 2009

319 sider

Pris 299 kr.

 

Dette er en gribende roman om Alzheimers sygdom set med patientens øjne. Har man alzheimers-diagnosen inde på livet selv, er det en øjenåbner og en hjerteknuger. Er det virkelig sådan, når hjernen langsomt og uigenkaldeligt taber brikkerne på gulvet?

 

Alice Howland er en klog kvinde. Hun er stolt af det liv, hun har skabt sig. I en alder af halvtreds år er hun kognitiv psykolog ved Harvard og en verdenskendt lingvist. Hun er gift og har tre voksne børn


En dag står Alice på et gadehjørne i det kvarter, hvor hun har boet i en menneskealder, og ikke aner, hvordan hun kommer hjem, indser hun, at der er noget rivende galt, og den efterfølgende diagnose, alzheimers, fejer benene væk under både hende og familien. Med ét slag er hele det velordnede, dejlige, tjekkede liv vendt på hovedet, og forude venter kun mørket.

Lisa Genova har en ph.d. i neurovidenskab og er formand for USA’s National Alzheimer’s Association.

Havfruen

Anmeldt at Eline Andersen

 

 

Camilla Läckberg: Havfruen

Oversat af Ellen Boen

Peoples Press 2010

386 sider

Pris 299 kr.

 

Camilla Läckberg serverer stilsikkert sin 6. bog i serien om politimanden Patrick og hans forfatterkone, Erica.  Det gode ved Läckbergs bøger er netop, at de er skrevet som perler på en snor. Har man læst de forrige, er der tydelige tråde tilbage til tidligere bind – og det giver en genkendelse, som gør det godt at vende tilbage til Fjälbacka.

Familiefaderen Magnus Kjellner er sporløst forsvundet. Tilbage i Fjällbacka har han efterladt sig kone og to børn. Der er absolut ingen livstegn og absolut heller ikke tegn på, at Magnus Kjellner skulle have valgt at tage sit eget liv.

Efter tre måneder dukker liget af Magnus op fastfrosset i en sø – og tilsyneladende myrdet.

 

Ericas forfatterkollega, Christian Thydell, skriver på sin debutroman, Havfruen. Han modtager anonyme smædebreve, og det viser sig, at han og den myrdede Magnus Kjellner kendte hinanden bedre end som så.

 

Havfruen kaster sit våde slør over krimiens plot – og lægger sig som en klam tanke i den svenske skærgårdsidyl – det er igen en velskrevet og underholdende krimi fra Läckbergs hånd.

Et stille umærkeligt drab

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Kaaberbøl & Friis: Et stille umærkeligt drab

People’s press 2010  

413 sider

Pris 299 kr.

 

Kaaberbøl&Friis er et nyt makkerpar i dansk kriminallitteratur . De debuterede med Drengen i kufferten, som blev belønnet med priser. Nu har de så begået denne, og jeg kan kun sige bravo bravo bravo. Der er flere strenge i bogen. Vi er i Ungarn, hvor et par drenge finder noget i et nedlagt militærhospital, som de mener er penge værd. Vi er også i Danmark, hvor vi følger sygeplejersken Nina Borg, der i sin idealistiske sjæl ikke kan lade være med at hjælpe en flok ungarere, der har besat et nedlagt autoværksted og nu tilsyneladende har fået omgangssyge. Jeg skal ikke fortælle mere af handlingen, for den udvikler sig gradvist, og trådene skal jo flettes sammen i den sidste ende. Spændingen er stigende bogen igennem, og først på de sidste sider finder vi ud af, hvad det hele drejer sig om. Det er dygtigt gjort, og det er et brag af en bog. Jeg glæder mig til at læse mere af dette forfatterpar.

 

 

Forbarm dig

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Jean – Christophe Grangé: Forbarm dig

Oversat af Agnes Dorph Stjernfelt

Rosinante 2010

600 sider

Pris 300 kr.

 

Jean – Christophe Grangé har skrevet en stribe fremragende spændingsromaner, og denne her er ikke faldet ved siden af.

Korlederen i et kirkekor for unge drenge myrdes ved et nålestik dybt ind i det indre øre, og den pensionerede politimand Kasdan beslutter sig til at efterforske drabet sammen med den unge politimand Volokin.

Sporene peger på, at det er børn, der har begået forbrydelsen, og jagten fører os tilbage til nazitiden og dens bødler.

Bogen er flydende skrevet i et smukt sprog, og spændingen er bibeholdt til sidste side. Denne bog kan varmt anbefales.

 

 

Et tilbud du ikke kan afslå

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Jill Mansell: Et tilbud du ikke kan afslå

Oversat af Marie Kopp

Thaning og Appel 2010

364 sider

Pris 300 kr.

 

Jill Mansell er en rutineret dame, der har solgt sine mange bøger verden over i flere end 5 millioner eksemplarer. Kun en af hendes bøger er tidligere oversat til dansk, og nu får vi lov til at læse denne.

Det er en bog, der handler om kærlighed og om kærlighedens pris set i en humoristisk vinkel, og det gør ikke noget, at den ikke er helt sandsynlig.

Lola er 17 år og hun er vildt forelsket i Doug, som har afsluttet sin skolegang og nu skal på universitetet. Følelserne er gengældt, men det passer Dougs mor meget dårligt, og hun bryder sig ikke om Lola. Hun tilbyder Lola 10000 pund, hvis hun vil holde op med at se Doug. Lola tager ikke umiddelbart mod tilbuddet,  men så indtræffer der noget, som gør det umuligt for Lola at afslå. Historien flyder let og ubesværet af sted og man klukker over de skøre eksistenser. Det er et godt og lystigt bekendtskab med denne bog, som er toppen af sin genre.

Mig ejer ingen

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

 

Åsa Linderborg: Mig ejer ingen

Lindhardt og Ringhof 2008

263 sider

Pris 249,95 kr.

 

Mig ejer ingen er en usentimental og dybt gribende beretning om en far og hans datter, en far, der elsker sin lille pige overalt på jorden, og som bestræber sig på at give hende et ordentligt liv.

 

Åsa Linderborg skriver en biografi om sin barndom og opvækst hos sin far, som hun blev alene med, da hun kun var fire år gammel. Moderen forlod dem til fordel for en ny mand og en ny familie.

 

Åsas far, Leif er metalarbejder. Han siger selv, at han er bedste på Metallverken i Västerås. Leif drikker både øl og stærkere sager. Han har så meget smerte, som skal dulmes. Han er udslidt og dødtræt. Han er en tragisk fyldebøtte set med andres øjne. Åsa ser ham også som sin kærlige far, der i de første år stadig har humoren med sig, og som ønsker at skabe et ordentligt hjem for Åsa.

 

Det er en meget grum fortælling om, hvordan en opvækst kan forme sig. Helt konkret tænker jeg som læser, at det er underligt, at Åsa er kommet igennem sin barndom så umiddelbart sund i sjælen. Og helt konkret tænker jeg, at man ikke skal langt væk for at opleve helt andre opvækstvilkår end dem, jeg selv har fået. Måske kun ned til bænken i byparken! En meget tankevækkende og læsværdig bog.

Det sorte vand

Anmeldt af Hjalmar Andersen, 13 år

 

 

Henrik Nilaus: Det sorte vand

Høst og søn 2009

98 sider

Pris 192 kr.

 

Jeg har lige været på skiferie i Norge med min bedste ven og hans familie. Om aftenen sad vi og læste alle sammen i vores bøger. Jeg læste det sorte vand. I en anden ferie læste jeg Tokes maske, som er en bog af samme forfatter.

 

Begge bøger handler om mobning. Vi må ikke mobbe på min skole. Men nogen gange sker det alligevel. Og det sker også i denne bog. Rune skal på lejrskole til Sverige, og han ved, at han er bange. Jeg blev faktisk også lidt bange, da jeg læste bogen. Men den var go alligevel. Og så var det også godt, at jeg havde min bedste ven med på ferie – vi mobber nemlig ikke. Jeg kan godt lide at læse bøger, som fortæller om sådan nogen ting. Kærlig hilsen Hjalmar

Den afrikaske forbandelse

Anmeldt af Magnus Andersen, 14 år

 

 

Kim Langer: Den afrikanske forbandelse

Høst og søn 2009

247 sider

Pris 199 kr.

 

Ama er 14 år ligesom mig. Men hun bor i Afrika – i landsbyen Sasemi. Ama drømmer om at blive en voksen kvinde, men hun bliver i stedet fanget af slavejægere og solgt til hvide mænd.

 

Jeg ved, at det kun er en fortælling, men at det godt kunne være sandt. Sådan opførte hvide sig i Afrika for over 100 år siden. Det er en god men også meget uhyggelig bog, og jeg er glad for, at jeg bare er en dreng på 14 år i Danmark.

Det forsvundne tegn

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Dan Brown: Det forsvundne tegn

Oversat af: Mich Vraa

Hr. Ferdinand 2009

562 sider

Pris 299 kr.

 

Robert Langdon er på spil igen. Professoren, der var med til at opklare Da Vinci mysteriet bl.a.. Denne gang i det forsvundne tegn. I forfatterens gennemresearchede romaner bliver man på Peter Høegsk vis belært om religion, filosofi, videnskab, kunst, arkitektur m.m. og ikke mindst om frimurerordenens principper, ritualer og symboler, alt imens man storunderholdes.

 

I det forsvundne tegn får man desuden en inspirerende indføring i noetisk videnskab, der kort fortalt præsenteres som forskning i det menneskelige sinds ubenyttede potentiale. Således føler man sig oplyst og beriget under læsningen og kan derved lettere sluge sin dårlige samvittighed over at bruge kostbar tid på endnu en spændingsroman.

 

Jeg får faktisk lyst til at vide mere om noetik – måske et tegn på, at bogen er mere end blot spænding – ikke et forsvundet tegn!