Politikens billedordbog

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Bent Gynther: Politikens Billedordbog

Politiken 2009

160 sider

Pris 200 kr.

 

Dette er en pegeordbog for de 3 årige op til 1. klasse. Bogen er systematisk lavet med tegninger, der belyser barnet og dets hverdag. Der er således tegninger af et hus og husets indretning, tegninger af hvad der er i et byggemarked og hos slagteren, bageren o.s.v. Tallene illustreres ved tegninger, og klokken gennemgås. Der er illustrationer til forholdsord og til tillægsord. Illustrationerne er tydelige og let genkendelige. Alt i alt er dette et glimrende værktøj til at forøge barnets ordforråd med.

Kejserens Port

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Christian Mørk: Kejserens port

Politikens forlag 2009

350 sider

Pris 250 kr.

 

Christian Mørk, der er bosat i Ny York, har tidligere skrevet flere romaner, som er oversat til flere sprog. Denne bog er første bind i en planlagt trilogi.

Kit Henson er en vidt berejst knogleforsker, der tager til Vietnam sammen med sin mand. Ved ankomsten bliver de udsat for et attentat, hvor Kit bliver skudt i hovedet, og hendes mand bliver dræbt. Kit lever videre men uden hukommelse og med epilepsi. Gradvist vender hukommelsen tilbage – i hvert fald delvis. Kit bliver opmærksom på, at der forsvinder børn fra byen, og hun flygter ud i den Vietnamesiske jungle, hvor Den hvide Rotte har bygget sit slot.

Historien skrider pænt frem, den er jævnt spændende, og sproget er letlæst. Jeg glæder mig til næste bind, som forventes i 2010.

Den udstødte

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Sadie Jones: Den udstødte

Oversat af Jan Hansen

Thaning & Appel 2009

400 sider

Pris 300 kr

 

Sadie Jones har arbejdet mange år som manuskriptforfatter, men denne bog er hendes debutroman. Den er solgt i 400.000 eksemplarer i England og er solgt til udgivelse i flere end 20 lande. Det er nemt at forstå hvorfor. Det er en hjertegribende eller snarere hjerteskærende roman.

Vi er i England i 1950 erne, og vi følger Lewis, der 10 år gammel ser sin mor drukne i en flod. Lewis lukker sig inde i sig selv men kan ikke styre sine aggressioner. Vi følger Lewis til han er 19 år gammel, og da har han nået at være to et halvt år i fængsel. Vi lever med i hans forelskelser, og det hele er skrevet spændende som en thriller og foruroligende i sin frygtindgydende klarhed. Virkeligt en debutroman, der vil noget –  og gør det.

Lejemorderens guide til et smukt hjem

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Hallgrimur Helgason: Lejemorderens guide til et smukt hjem

Oversat af Ellen Boen

Lindhardt og Ringhof 2009

223 sider

Pris 231 kr.

 

Hallgrimur Helgason har en stor produktion bag sig af billedkunst, romaner og skuespil. Denne roman er forfatterens tredje roman på dansk. Og den har været værd at vente på.

Vi følger lejemorderen Toxic, der arbejder for den kroatiske mafia i New York og har 67 mord på samvittigheden. Ved det sidste mord gik noget galt, og han må flygte til Zagreb. I lufthavnen går det igen galt, og han må dræbe en TV præst, tage hans identitet og flyve til Island, hvor han bliver mødt af sine nye religiøse venner. Om hans nye identitet holder skal man læse i bogen.

Det er en roman om krig og kærlighed, og den er fængslende skrevet – og er ind imellem ustyrligt morsom.

Jeg vil gerne læse mere af denne forfatter.

En dronning kom til byen

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

 

Dan Philipsen: En dronning kom til byen

Jyllands-Postens Forlag 2009

288 sider

Pris 250 kr.

 

Dan Philipsen har sat et spektakulært angreb ind på otte års sportslig enevælde i Slagelse FH. I sin bog om Anja Andersens arbejde med at skabe verdens bedste håndboldklub skriver Dan om de mange og ofte barske kapitler i historien om dronningen, som kom til byen. En række spillere og ledere tager for første gang bolden op og fortæller om de skyggesider, der lå bag de strålende sportslige resultater.

 

Anja Andersen beskrives som en træner med store ambitioner og endnu større temperament. Hun beskrives som en diktatorisk leder – hvor det specielt gik ud over de unge spillere. Men Anja beskrives også som en stor dyreven og omsorgsfuld træner for udvalgte topspillere og ikke blot fra eget hold.

 

Der er ingen tvivl om, at Anja Andersen netop var en dronning, som satte Slagelse på verdenskortet. Der ingen tvivl om, at hun udefra blev oplevet som både dynamisk og visionær.  Der er vist heller ikke længere tvivl om, at der også var mørke sider i denne sag.

 

Dan Philipsen, som gennem en lang årrække som sportsjournalist på Jyllands-Posten har skrevet om håndbold, har fået mange og interessante interviews med folkene omkring Anja Andersen. Og jeg synes, at det er en underholdende bog, som giver guld og vinderambitioner kant. Det er også en bog, som kan være med til at debattere forholdet mellem vindere og tabere, mellem trænere og spillere og ikke mindst mellem træner og klubledelse. Specielt det sidste håber jeg er en bold, som bliver grebet af andre i miljøet.

Limousineadvokaten

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Michael Connelly: Limousineadvokaten

Oversat af Søren K. Barsøe

Klim 2009

440 sider

Pris 299 kr.

 

Fra bagsædet af sin limousine, Lincoln Town, driver forsvarsadvokaten, Mike Haller, sin forretning. Oftest forsvarer han forbrydere, som er skyldige som ind i helvede. Haller ved, hvordan systemet fungerer og har selv været gift ikke mindre to gange med advokater, som han også i de daglige rettergange støder på.

En dag opsøges Haller af en atypisk klient – en klient med mange penge og en klient, som tilsyneladende er uskyldig. Hvad der umiddelbart ligner en priviliegesag (højt honorar – stor mulighed for frifindelse) bliver en speget affære, hvor skyldige og uskyldige blander blod.

Det er en spændende krimi, som er svært at lægge fra sig, når man først har sat sig tilrette i retslokalet.

Medie- og kommunikationsleksikon

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Søren Kolstrup, Gunhild Agger, Per Jauert og Kim Schrøder (red): Medie- og kommunikationsleksikon

Samfundslitteratur 2009

650 sider

Pris 348 kr.

 

Hvad forstår vi ved mediebegrebet og hvordan har det udviklet sig gennem tiden? Medie- og kommunikationsleksikon rummer ikke mindre end 465 artikler om centrale begreber, teorier, metoder og fænomener. 150 fremtrædende medie- og kommunikationsforskere fra Norden, Holland, England, Frankrig og USA har bidraget med artikler.

I dette appetitlige opslagsværk kan man også læse om nye begreber som eksempelvis viral kommunikation, som bærende metafor på den omstændighed, at mange kommunikative processer i hverdagen foregår på samme måde som en sygdomsvirus spredes på: Spontant og ikke-kontrolleret: Folk, der modtager en sjov e-mail og sender den videre etc.

Opslagsværket er således fuldt opdateret på de seneste trends og fænomener og præsenterer dem i god gammeldags leksikonformat – et bog man kan tage og føle på.

Døden ved vand

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Torkil Damhaug: Døden ved vand

Oversat af Ilse M. Haugaard

Modtryk 2009

460 sider

Pris 299 kr.

 

Torkil Damhaug er nordmand og uddannet læge, men han fungerer nu som fuldtidsforfatter. Tidligere har han udgivet flere romaner, men denne er den første, der er oversat til dansk.

Handlingen udspiller sig i Oslo, hvor en kvindelig psykolog findes dræbt og mutileret. Plottet rulles langsomt ud, og vi præsenteres for flere personer, der på forskellig vis er bundet til historien. Der sker et par mord yderligere, og først til slut får forfatteren tingene til at hænge sammen. Sproget er let og flydende. Og bogen er elementært spændende.

Flaskepost fra P

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Jussi Adler-Olsen: Flaskepost fra P

Politikens forlag 2009

494 sider

Pris 300 kr.

 

Jussi Adler-Olsen er ikke nogen novice, når det drejer sig om spændingsromaner. Siden 1997 er det blevet til 5 spændende titler, hvoraf de 2 sidste har handlet om Afd Q. Bøgerne er udkommet i udlandet og filmrettighederne er solgt.

Så banen er kridtet op til denne nye page turner. En flaskepost dukker op på den skotske kyst og lander hos det skotske politi. Derfra kommer den langt om længe til politikommissær Carl Mørck Afd Q. Det er et nødråb om hjælp, men det er jo mange år siden, men råbet tages alvorligt, og en grum historie rulles langsomt ud. Det handler om kidnapninger og mord, og man spørger sig selv: Kunne dette finde sted i virkeligheden. Mit svar er, det kunne det nok – desværre. Når du først er begyndt på denne bog, lægger du den ikke fra dig før den er slut.

Morti Vizki samlede digte

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Morti Vizki: Samlede digte

Gyldendal 2009

368 sider

Pris 199 kr.

 

Er du til lyrik, så kender du måske denne forfatter. Han udgav gennem 20 år tolv lyriske værker, noveller og romaner. Morti døde i 2004 alt for tidligt 41 år gammel. Nu har Gyldendal så udgivet hans samlede digte.

Det er en smuk samling som foreligger her. Hans digte er sprudlende af liv med mange skæve vinkler og uventede drejninger.

Så har du ikke hans digte i forvejen, så er tiden inde nu.