Revolutionary road

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Richard Yates: Revolutionary road

Oversat af Joachim Wrang

Klim 2009

323 sider

Pris 299 kr.

 

Richard Yates blev kun 66 år gammel. Han nåede at skrive en del bøger, som længe forblev ubemærkede. Efter hans død i 1992 fik den litterære verden øje på hans forfatterskab, og bøgerne blev solgt til udgivelse på mange sprog. Dette er hans første bog på dansk.

Det er en lille perle af en bog. Vi er i 1955. Frank og April Wheeler bor i et parcelhus for enden af Revolutionary road. Frank pendler til et kontorjob i New York, April går hjemme hos børnene. Ingen af dem er imidlertid rigtigt tilfredse med deres liv, og de slider på hinanden og deres ægteskab. April får den ide’ at de skal emigrere til Paris, men skæbnen er ikke altid, som man forestiller sig den.

Bogen er fængslende og troværdig i sin handling, den er en fornøjelse at læse i al sin trøstesløse virkelighed.

Som i et spejl

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Tana French: Som i et spejl

Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt

Gyldendal 2009

560 sider

Pris 349 kr.

 

Cassie er kriminalassistent, og en dag bliver hun kaldt ud til et lig, der er hendes dobbeltgænger. Hun lader sig overtale til at gå ind i den dødes liv, og det kommer der denne fabelagtige kriminalroman ud af. Den døde er blevet myrdet med et knivstik, men det lykkes politiet at holde dødsfaldet hemmeligt og at sætte Cassie ind i hendes sted. Så med et bliver hun studerende og bofælle i et kollektiv med fire andre beboere. Her skal hun kunne optræde som den døde og søge efter spor, der skal lede mod morderen.

Det lykkes hende længe at spille spillet, som er fantastisk godt, og blive accepteret som den de kendte. Man kommer ind under huden på hende, og bogen er spændende. Den er også velskrevet, så en sommerdag med regn kan ikke blive brugt bedre end med denne bog.

77 viser

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Poul Henningsen: 77 viser med forord af Klaus Rifbjerg

Thanning & Appel 2009

200 sider

Pris 249,95 kr.

 

Denne lille flig af den danske musikhistorie har været udsolgt i mange år. Nu er den blevet genoptrykt med noder, tekster og becifringer. Selv er jeg en musikmongol, og har derfor haft meget stor glæde af den vedlagte CD indsunget af Den Danske Skueplads, som har haft stor succes med forestillingen ”En på lampen”.

 

Det var min farmor, som trådte ud af tonerne fra CD’en. Det var mine barndoms minder fra knitrende transistorradioer. Vidste ikke en gang, at det var en del af min opvækst, før jeg hørte disse på én gang gammeldags viser og på en gang så empatiske og eviggyldige. Den får én på lampen, når viserne folder sig ud i al deres magi.

Danskeren

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

 

Robert Goddard: Danskeren

På dansk ved Claus Bech

Gyldendal 2009

350 sider

Pris 299 kr.

 

Den lidt grå embedsmand, Richard Eusden, arbejder i et ministerium i London. En dag skifter han farve, da han hives ud af sine faste rutiner af sin eks-kone, som ønsker, at han skal hjælpe en døende eks-ven og eks-mand til eks-konen, Marty.

 

Tasken indeholder tilsyneladende store og skandaløse hemmeligheder om den russiske zardatter Anastasias skæbne. Sammen med resten af zarfamilien besøgte hun Isle of Wight i begyndelsen af århundredet. Siden blev hun måske, måske ikke blev skudt af bolsjevikkerne i Jekaterinburg i 1918.


Alle er ude efter tasken, og Richard og Marty er jaget vildt. Og fordi Anastasias bedstemor var danske Dagmar, fører flugten dem til Danmark, hvor Richard og Marty løber ind i den mystiske og ubehagelige finansfyrste Tolmar Aksden: Danskeren.

 

Det er en bog, der er spændende fra første side. Den underholder uden at stille de store krav til læserens historiske ballast – selvom kimen til plottet blev sået i begyndelsen af århundredet. Go ferielæsning.

Danmark set udefra

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Jakob Illeborg: Danmark set udefra

Gyldendal 2008

203 sider

Pris 199 kr.

 

Tre engelske analytikere, Timothy Garton Ash, Zac Goldsmith og Lord Anthony Giddens, er blevet sat stævne for at diskutere Danmark set udefra. Og det er der kommet en interessant lille bog ud af. Vi kan hurtigt lulles ind i forestillingen om, at det såmen er meget godt i Danmark.

 

Men, hvordan opleves vores land, kultur, demokrati og bæredygtige udvikling af tre forskere, som er toneangivende i Storbritannien? Bogen igennem bliver det tydeligt, at der er meget vigtige forskelle i vores nationers respektive opfattelse af den tid, vi lever i. Giv dig derfor tid til at perspektivere dit eget nationale selvværd med Danmark set udefra.

Vild med vegetar

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

 

Louise Lorang: Vild med vegetar – man må jo gerne spise kød til

Lindhardt og Ringhof 2009

181 sider

Pris 249,95 kr.

 

Det var nok det der med, at man må spise kød til, som trickede mig. Endelig en usnobbet og nede-på-jorden bog om grønne retter. Enten som hovedmåltider eller som tilbehør til kød.

 

Bogen er inddelt efter årstider og tager udgangspunkt i sæsonernes friske grøntsager. De gode råvarer ligger forfatteren på sinde, og alle opskrifter er enkle og nemme at gå til.

 

Her i køkkenet har vi både spise rene vegetarretter som samosas med mangodip og skøn, kold gazpacho og spist grønne, spændende retter som tilbehør til den gode, røde, bøf.

 

Dette bliver helt klart en grøn fætter til vores elskede ”God mad – let at lave”.

 

Blåtårn

Anmeldt af Lisbeth Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Thorarinn Eldjárn: Blåtårn

Oversat fra islandsk af Björn Sigurbjörnsson

220 sider,

Pris 238 kr.

Poul Kristensens Forlag 2008

 

En herlig bog for elskere af historiske romaner!

Det eneste svære er alle de for os så vanskelige islandske navne, hvor dog fåtallet er navne, der betyder noget for handlingen.

Romanen handler om en islænding i 1600-tallet, en fattig mand af ringe stand med en utrolig stor begavelse. Trods de 2 handicaps formår han at få en stor uddannelse. Historien er ikke forældet: 1. Den lille mands kamp mod autoriteterne. 2. Menneskets kamp for at lære sig selv at kende, ”Nosce te ibsum”.

Det er stort set hovedpersonen, der selv fortæller historien, så man kan følge vejen til selverkendelse. Han indrømmer, at han med sin store begavelse ikke kan holde sig fra at spidde andre. Dette ødelægger hans chancer for at vinde retfærdighedens kamp. I stedet ender han med at blive arresteret, sejlet til Danmark og indsat i fangenskab i Blåtårn.

På sin vis ender bogen godt, det er altid en trøst! Jeg har nydt at læse denne bog.