Stå op, godmorgenhistorier

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

 

 

 

Stå op. Godmorgenhistorier af 11 danske stand-up-komikere

Phabel 2009

160 sider

199 kr.

 

Godnathistorier er kendt og brugt i vid udstrækning til børnene, så hvorfor ikke også godmorgenhistorier.

Her er en flok historier, som de fleste børn vil lytte til, men om de vil gøre det kl. 7 om morgenen er jeg ikke så sikker på. Men det er ikke historiernes skyld, de fejler ikke noget. De er så skøre og skæve, som de skal være, og det er en fornøjelse at læse dem i al deres forskellighed. Jeg tror, jeg vil snyde og læse historierne for mine børnebørn om aftenen, det er jo ikke forbudt.

Cirkus Saragossa

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

 

 

 

Camilla Hübbe: Circus Saragossa, bye bye Elvis

Politikens forlag 2009

184 sider

Pris 175 kr.

 

Dette er andet bind om familien Saragossa. Første bind er ved at blive filmatiseret, og man forstår godt hvorfor. Det lykkes forfatteren at holde en humoristisk tone hele vejen igennem, så dette er nok den sjoveste bog, jeg har læst det sidste halve år. Det er en børnebog til børn over 6 år, men der er vist ingen grænse opad.

Vi følger Elvis i hans forsøg på at finde sin far, mens moderen har besluttet, at hun vil være borgmester. Familien lever i et hus med bedstemor, mor, mors søster som spøgelse, en gammel løve og en søløve. Og de kommer alle sammen ud for lidt af hvert. Det er flydende og godt skrevet, man venter spændt på, hvad de nu kan finde på i en eventuel 3. udgave.

MPG missionen

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Gitte Løkkegaard: MGP missionen

Politikens forlag 2009

152 sider

Pris 175 kr.

 

Her er en fin lille børnebog for børn fra 9 års alderen.  Karl fra Hvide Sande flytter til København, og her møder han fremmede kulturer. Det bliver der en omvendt integration ud af, Karl må lære at forstå de muslimske børn, og hans bedste ven bliver den muslimske Khalel. Da Khalels søster på 12 år beslutter sig til at stille op til melodi grand prix for børn i fjernsynet, er han ikke i tvivl om, at han må hjælpe, for det vil Khalels forældre aldrig give tilladelse til.

Gitte Løkkegaard er ingen begynder i skrivekunsten, hun har to børnebøger på markedet i forvejen og har som journalist lavet programmer til radioen.

Denne bog er velskrevet, og den kan såmænd også læses af voksne med udbytte.

 

Det sidste spørgsmål

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Juli Zeh: Det sidste spørgsmål

Oversat af Karsten  Sand Iversen

Samlerens forlag 2009

286 sider

Pris 300 kr.

 

I denne roman præsenteres vi for 2 fysik professorer, som har kendt hinanden siden studietiden. Nu mødes de i Freiburg hver fredag aften for at skændes eller diskutere fysik. Oskar arbejder i Geneve med partikelacceleratorer, mens Sebastian arbejder med tidens væsen og parallelle verdener.

Det er slet ikke uden humor, selv om vi rodes ind i en bortførelse og et bestialsk mord. Juli Zeh har tidligere fået to romaner udgivet på dansk, og hun er et stortalent. Det er en fornøjelse at læse denne bog. Sproget er flydende og fanger sin læser ind i spindet om der findes en parallelverden til denne eller muligvis flere.

Den kan varmt anbefales til ferien.

Gåden i Paris

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Pablo De Santis: gåden i Paris

Oversat af Rigmor Kappel Schmidt

Skjødt forlag

224 sider

Pris 199 kr.

 

Denne bog har modtaget prisen: Det bedste spansksprogede manuskript i 2007, og bogen er udgivet i 19 lande. Vi er i Paris på den tid da Eifeltårnet blev bygget færdig til verdensudstillingen i 1889.

I den anledning samledes de 12 bedste detektiver i verden for at fortælle hinanden om deres bedrifter.

Snart bliver en af detektiverne fundet myrdet ved Eifeltårnet, og jagten går ind fra alle sider.

Dette er en velskrevet klassisk kriminalroman fuld af symbolik og konspirationsteorier. Sproget er flydende og letlæst, så det har været en fornøjelse at læse den.

Repremiere i mit indre mørke

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Søren Ulrik Thomsen: Repremiere i mit indre mørke

Borgens forlag

177 sider

Pris 249 kr.

 

Dette er en samling af essays, som for de flestes vedkommende har været trykt i aviser og tidsskrifter men nu ligger samlet i denne bog. Og de er ganske fremragende. Vi kommer igennem Balladen om den tynde mand, sexualhistoriske kolbøtter, parcelhuskvarter på højkant, opsang til mig selv og mange flere. I alt er der 17 essays samt 4 bonustracks.

Bogen er skrevet i et smukt sprog, og hvert essay er spændende, klogt og tankevækkende.

Jeg kan kun ønske god læselyst.

Neptuns vinde

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Fred Vargas: Neptuns vinde

Oversat af Jesper Tang

Rosinante 2008

424 sider

Pris 299 kr.

 

Kommisær Adamsberg har gennem en menneskealder jagtet en morder, der spidder sine ofre med en trefork. I begyndelsen syntes jeg, at det var lige lovligt altmodish – og var slet ikke forberedt på den hastighed historien tog af med – for at lande i et surealistisk plot, hvor myter, genfærd, avancerede firewalls og urgammelt nag rotter sig sammen i et spil om liv og død.

 

Kommisæren selv bliver på et tidspunkt personligt involveret i treforkens myrderier – og som jaget vildt jagter han morderen gennem Canadas sikkerhedssystemer og Paris gader. Det er helt klart en roman, som ligger godt i ferietasken.

 

Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Haruki Murakami: Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe

Oversat af Mette Holm

Forlaget Klim 2009

185 sider

Pris 249 kr.

 

Dette er en tankevækkende bog. Den er hurtig at løbe igennem, men eftertankerne sætter sig om et maraton i hjernebarken. Haruki Murakami fortæller her om, hvordan hans løb og forfattergerningen hænger sammen. Bogen er livsklog, uprætentiøs og simpel i al sin visdom.

 

Murakamis specielle præcise sprog bliver i denne erindringsroman den smukkeste fortælling om livet og målsætninger man kan ønske sig. Det bliver en bog, jeg helt klart må genlæse – lige om lidt – strege i og nyde de mange kloge betragtninger igen og igen.

Skibet

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

 

Stefan Mani: Skibet

Oversat af Kim Lembek

Gyldendal 2009

437 sider

Pris 299 kr.

 

Det er ligesom søsyge – man bliver svimmel, forkvalmet og kan ikke komme ud af det, så længe skibet ruller på bølgerne. Sådan er denne bog: den insisterer på at fastholde læseren i høj sø og med en ulmende dysterhed, som jeg synes kendetegner mange af de islandske bøger.

Det er en super genial og grum fortælling om Ni mænd, alle med hver deres barske fortid og hver deres agenda, som befinder sig om bord på et stort fragtskib med kurs fra Island til Sydamerika. Et voldsomt uvejr bryder løs, og rygterne går, at mytteri er under opsejling, så snart stormen løjer af. Atmosfæren på skibet er ladet med mistanke, trusler og fjendtlighed. Hvem kan stole på hvem?

 

Og kan læseren stole på nogen af dem overhovedet? Normalt får man som læser serveret en helt – men her er der ingen åbenlyse helte – her er alle skurke og mere eller mindre usympatiske.

 

Lad fortællingen rulle som skibet i stormvejret – og tag en litterær søsygepille – der er meldt høj sø!

 

Kunsten af dø

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

 

Anna Grue: Kunsten at dø

Politikens Forlag 2009

410 sider

Pris 280 kr.

 

Dan Sommerdahl, den skaldede detektiv er tilbage og for fuld udblæsning. Denne tredje bog i serien om Dan Sommerdahl, vennen og kriminalkommisær, Flemming er alle pengene værd.

 

Billedhuggeren Kamille Schwerin har alt. Hendes hus er vidunderligt, hendes flotte, velhavende mand elsker hende, og hendes far er en legende inden for dansk litteratur. En dag bryder ukendte gerningsmænd ind i Kamilles atelier og smadrer et helt års produktion af kunst. På gerningsstedet er Kamilles 83-årige mor efterladt i en blodpøl og dør.

 

Senere deltager samme Kamille sammen med en broget folk af semikendisser i et realityprogram, som udspilles på en ø og med Dan Sommerdahl som tv-detektiv. Og så har vi balladen for åben tv-skærm – god og underholdende læsning til en gråvejrsdag i juni.