Tyvenes by

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

David Benioff: Tyvenes by

Politikens forlag 2008

284 sider

Pris 249 kr.

 

Byen er Leningrad i 1942 under den tyske belejring. Vores helt Leo plyndrer en tysk pilot, der falder død ned i byen, men han bliver fanget og skulle efter reglerne henrettes. Men han køres til en oberst, hvor han sammen med en desertør benådes, hvis de i løbet af fem døgn kan skaffe et dusin æg til oberstens datters bryllup. Der er intet spiseligt i byen og da slet ikke æg. Det fryser 30 grader, og kannibaler sælger pølser lavet af hakket menneskekød på torvet. Boligblokke styrter sammen, hunde bliver til bomber, og frosne soldater bliver til vejskilte. Leo og desertøren må gå ud gennem fronten ud på landet for at skaffe de æg.

Alt dette er der blevet en god historie ud af, og fortællingen river sin læser med. Der er mødet med partisaner og feltmadrasser, et skakspil på liv og død og uendelige vandringer i frostnatten forfulgt af tyske soldater.

Skaffer de de æg? Overlever de overhovedet? Der er nok af spænding i denne bog og i nogle timer fryser man og sulter i Leningrads frost- og sultehelvede. Den får min bedste anbefaling.

Skyggernes hav

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Christian Mørk: Skyggernes hav

Politikens forlag 2008

319 sider

Pris 249 kr.

 

Christian Mørk har tidligere skrevet to spændingsromaner, som er solgt til udgivelse i flere lande.

Skyggernes hav er meget smukt på linie med de to første; den er spændende og fængslende, skrevet i et flydende sprog og spinder sin historie flot men lidet sandsynligt, hvilket ikke gør noget som helst, hvis man blot ønsker sig en gedigen spændingsroman.

Jacob sælger søkort i en faldefærdig butik. Han er gift med Laura i et størknet ægteskab. Da Jacobs far myrdes, vil Jacobs bror sælge boet for at komme sin gæld til livs. Det ønsker Jacob ikke. Jacob bliver forgiftet og kommer ud på sit livs sejltur. Der er smuglere og pirater, kaptajner der er villige til alt for penge, og der er korrupte politifolk.

Jacob har altid drømt om en tropeø med palmer og hvide ugenerte strande. Da han finder den i virkeligheden, er det så som så med idyllen. Det skal læses selv og ikke beskrives i denne anmeldelse.

Alt i alt er dette en bog til kakkelovnskrogen i efterårsmørket. God fornøjelse.

Barn nr. 44

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Tom Rob Smith: Barn nr 44

Lindhardt og Ringhof 2008

490 sider

Pris 300 kr.

 

Dette er Tom Rob Smith’s debutroman og den er fremragende. Vi er i Rusland i 50erne i Stalintidens nådesløse favntag. Selve intrigen fungerer mest som et skelet, som samfundsbeskrivelsen er hængt op på. Der er en uhyrlig mistænkeliggørelse af alt og alle, hvilket sikrer systemets beståen, og den generelle angst er en slags overlevelsesstrategi ligesom angiveri, fortielser, løgne og selvbedrag er naturlige ingredienser.

Kriminalitet findes ikke, alt er kun uheld og ulykker, men da vores helt – Leo – finder flere myrdede børn, som er lemlæstede, er han klar over at, en seriemorder er på spil, selv om alle mordene formelt er belyst og efterforsket. Leo betragtes som spion og må flygte sammen med sin kone.

Der er her højspændt spænding og romanen fungerer fint som en spændingsroman. Handlingen er fuldt ud plausibel, og den generelle paranoia forplantes fint ud til læseren som en knugen i maven.

Her er bog for alle pengene — velbekomme.

Nordiske gude- og heltesagn fortalt for børn

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Nils Hartmann: Nordiske gude- og heltesagn fortalt for børn

Gyldendal 2008

242 sider

249 kr.

 

I guder! Kan der snart skrives flere versioner af de nordiske gude- og heltesagn? Ja og der kan også tegnes til. Christian Højgaard giver de go’e gamle guder en fræk og ungdommelig streg, og Niels Hartmann fortæller ligeledes i et sprog, som moderne børn også kan forstå og læse selv.

Fortællingerne er drabelige og underholdende – og måske derfor har fortællingerne kunnet leve og overleve skiftende tider og tendenser.

Moderniseringen af fortællingerne i denne udgave er med til at sikre Odin, Balder og Hjalmars og alle de andres historie. Og vi voksne kan mageligt læne os tilbage i sofaen og beordre ungerne til at læse højt – pay back time!

Doktor Proktors pruttepulver

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Jo Nesbø: Doktor Proktors pruttepulver

Gyldendal 2008

214 sider

199 kr.

 

Vi kender hans krimier, og de er strålende og begavet skrevet. Jo Nesbø udkommer nu med sin første børnebog – og den er helt på højde med krimierne – og ikke kun i børnehøjde med menneskehøjde.

I Doktor Proktors pruttepulver hedder helten ikke Harry Hole men Bulle. Han er en miniature helt med strittende ildrødt hår og kun halv størrelse. Han og veninden Lise bor på Kanonvejen i Oslo, hvor Doktor Proktor også bor. Proktor opfinder et pulver, som viser sig at være et pruttepulver og så har vi balladen!

Det er en velskrevet og meget underholdende bog, som begejstrede ikke blot mig selv, sagde hunden, men også mine pruttende drengebørn.

Vand til elefanterne

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Sara Gruen: Vand til elefanterne

Bazar 2008

356 sider

Pris 299,95 kr.

 

Afslutningsparaden var knap ovre, den sidste side kun lige læst: Mine damer og herrer: Jeg måtte simpelthen ringe til en ven! Nogle bøger er så gode, at de skal deles lige med det samme. Jeg ringede til redaktøren af www.god-bog.dk. Han tog ikke telefonen. Hans slippers stod ensomme i entreen og skuede ud i den forunderlige verden. Måske var han ude og vande sine elefanter? Redaktøren er en gammel mand med stor livsvisdom – han er måske 90 år måske ikke helt så gammel, hvad ved jeg!?

 

Nå, men altså – denne lille perle af en bog – skal ikke blot læses – den skal deles. Som en fantastisk cirkusforestilling med en række af numre og skønne artister folder forfatteren en historie ud, som er gennemsmuk og velfortalt. Mine damer og herrer! Åbningsparaden anføres af elefanten Rosie og fortælles af Jacob Jankowski. Jacob bliver som 23-årig en del af Brødrenes Benzinis mest Eventyrlige Cirkusforestilling i Verden. Læseren griner, græder og mores over numrene og sidder tilbage med lyst til at ringe til en livline – hvilket nummer er det nu redaktørens mobil har?

 

Vand til elefanterne ligger helt forståeligt på New York Times bestsellerliste og kan varmt anbefales.

Dinosaurens fjer

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Sissel-Jo Gazan: Dinosaurens fjer

Gyldendal 2008

456 sider

Pris 299 kr.

 

”Fra dino til dyne” hedder en udstilling, som perifert nævnes i denne fantastiske krimi. Udstillingen og krimien handler bl.a. om den videnskabsteoretiske diskussion mellem ornitologer om, hvorvidt fugle nedstammer fra dinosaurerne. Men krimien handler også om et ulækkert mord, og ikke mindst om menneskers løgne overfor sig selv og hinanden.

 

Anna Bella Nor er specialestuderende og ved at færdiggøre sit speciale om en verserende disputs om dinosaurens og fuglens slægtskab. Hendes vejleder dør, og hun hvirvles ind i et drama, der involverer hendes egen opvækst, hendes lille datter og hendes tro på dem, hun elsker.

 

Det er dæledynemig en spændende bog – både som krimi, socialskildring og som videnskabelig formidling. For mig træder specielt menneskeskildringen og relationerne mellem hovedpersonerne markant frem.

 

Dynerne måtte vente – dinoerne fik fjer. Krimien kan varmt anbefales, og jeg synes, at det er årets hidtil bedste af slagsen.

Tage Voss: stemme i ørkenen

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Tage Voss: Stemme i ørkenen. Udvalgte essays 1940 til 2008

Forlaget Cervus 2008

253 sider

Pris 248 kr.

 

Den vise mand Tage Voss er fyldt 90 år. For at fejre dette er nu udgivet denne bog med en lang række essays, som Voss har forfattet gennem årene. Der er plukket i dem, for Tage Voss har et meget fyldigt lager af essays samt andre bøger på samvittigheden. De valgte essays kommer kronologisk efter hinanden, den første fra 1940 og den seneste fra 2008. Det ville være at forvente, at de tidlige essays var præget af deres alder, men det synes jeg ikke, at de er. Der er vise ord i dem alle. Jeg nævner i flæng: Den individuelle tid, Døden, Status på skæret, Drømmen og virkeligheden, Om søsyge, Glæden ved at sejle, Mødom, ejendom og fordom. De er alle veloplagt skrevet og en fornøjelse at læse. Tage Voss rejser selv spørgsmålet, om den flittige samfundskritik gennem mange år nu også har medført relevante samfundsændringer, og han besvarer det med en vrissen: De har ikke haft en kæft effekt. Jeg er ikke sikker på, at han har ret, i hvert fald bliver læseren flyttet en lille smule eller et stort stykke vej – jeg blev i alle tilfælde.

Geniets hemmelighed

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

David Baldacci: Geniets hemmelighed

Lindhardt og Ringhof 2008

384 sider

Pris 249 kr.

 

Hvis jeg skal vælge mellem tal og bogstaver, så er der ingen tvivl om, at jeg vælger bogstaverne. Men når bogstaverne så handler om tal – så er der talrige muligheder for en højoktan cocktail med hæsblæsende tempo og grumt plot.

 

De to privatdetektiver Sean King og Michelle Maxwell påtager sig en opgave, hvor mordet på en forsker skal opklares. Som læser får man serveret en portion matematikere og CIA-spioner, hvor der både er nutidige og fortidige vinkler på det mord, som de to detektiver skal opklare.

 

Dog er det en lille – og måske autistisk – pige, som trods sin unge alder, kommer til at spille en væsentlig hovedrolle i romanen. Som weekendlæsning er Geniets hemmelighed et godt  bud.

 

Ladies

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Mara Lee: Ladies

Rosinante 2008

400 sider

Pris 299 kr.

 

Denne bog signalerer med sit omslag, der er pink med en dame på, der kunne være fotograferet i badet, en særdeles ringe roman fuld af klicheer. Men tag ikke fejl. Denne bog er med sit satiriske indhold blændende godt lavet. Vi følger fire kvinder så underskønne, at man må tabe underkæben, hvis man mødte dem på gaden. De er sært vævet ind i hinandens liv, og vi træffer dem hver for sig dels i Skåne i 80erne, dels i Paris i 90erne og endelig i Stockholm i 2006. Det er kunstens inderkredse vi færdes i, og det er gjort så godt, at det virker troværdigt. Man bliver fanget ind af disse skønhedsidoler, uden at man tager parti for nogen af dem, og man følger dem gennem bogen til de alle skal mødes til slut.

Årets bedste roman til dato, er der blevet sagt, og det er ikke engang løgn. God læselyst.