Manden i søen

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Arnaldur Indridason: Manden i søen

Rosinante 2008

345 sider

Pris 299 kr.

 

Indridason er ikke nogen novice inden for krimanalromaner, og han skriver godt.

I denne bog er en sø sunket i vandstanden efter et jordskælv, og dette gør, at et skelet kommer til syne på den tørlagte søbund med et gammelt sovjetisk radioudstyr bundet til sig.  Indridasons helt Erlendur er besat af forsvundne personer, og sammen med sine politikolleger skal de nu udrede, hvem den døde er her 40 år efter forbrydelsen. Det fører os til DDR, hvor socialistiske studenter fra Island i 1950erne kunne læse på universitetet i Leipzig vederlagsfrit, og denne del er uhyggelig læsning.

Plottet er skruet godt og solidt sammen og fænger læseren, og løsningen er logisk. Bogen er flydende i sproget, så det er en fornøjelse at læse.  Denne fremragende krimi hævder sig flot i sammenligning med de andre nordiske kriminalromaner. Bravissimo og da capo.

Nattog til Lissabon

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Pascal Mercier: Nattog til Lissabon

Tiderne Skifter 2007

476 sider

Pris 299 kr. 

 

Der er noget fascinerende ved tog: De kører på skinner til fastsatte tidspunkter – de transporterer mennesker og skæbner fra den ene ende af landet til den anden. Toget som transportmiddel – toget som refleksion over tid og sted. Vente på toget, tage toget – komme for sent til toget …. Og her nattoget til Lissabon: Hovedpersonen Gregorius er gymnasielærer i græsk og hebraisk. Hans liv har kørt på skinner lige indtil den dag, hvor han i en regnskylle møder en smuk portugisisk kvinde og introduceres til en gammel og viis bog skrevet af Prado.

 

Gregorius ændrer sin egen køreplan og lader sig fragte af et sjældent spontant indfald til Portugal. Det er en bog om en bog – det er en bog om et liv – det er en bog om en tanke. Er poesien større end religionen? Har et menneske kun én identitet? Er loyalitet større end kærlighed? Er følelser tidløse? Og er sjælen vores egen opfindelse? Det er en tankevækkende bog, som meget poetisk udsteder billet til en rejse gennem tid og sted. Nattog til Lissabon er absolut hvert et ord værd at læse.

 

Balthasars skrin

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Axel Bolvig: Balthasars skrin

Forlaget Jelling 2008

309 sider

Pris 299 kr.

 

Axel Bolvig var indtil for få år siden historieprofessor ved Københavns universitet med speciale i kalkmalerier. Han har i denne egenskab skrevet et hav af bøger, og nu er han debuteret med denne krimi.

Plottet er, at Balthasar, en af de hellige tre konger, til Jesus bar en pokal eller et skrin indeholdende gift, som skulle dræbe denne konge, men Josef forhindrede udåden og skrinet kom ad snørklede veje til Hesselager kirke på Fyn, hvor det blev gemt gennem århundreder på loftet af kirkerummet.

Paven holdt en tale i Køln, som startede en række handlingsforløb. Grupper fra kirken i Køln, fra Iran og fra Hellerup ville med alle midler have fat i skrinet. Det kommer der en masse døde ud af.

Axel Bolvig skriver faktion – en blanding af fiktion og fakta. Og på fakta siden kan han sit kram. De mange konkurrerende bander kan godt forvirre lidt, men alt i alt er det en god bog at slå et par timer ihjel med.

Dorothea, Guds vilje og dronningens

Anmeldt af Lisbeth Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Vivi Jensen Dorothea- Guds vilje- og Dronningens

Gads Forlag 2007

256 sider

Pris 299 kr.

 

I forsommeren, hvor kampen for ligeløn stod på sit højeste, fik jeg lyst til at læse noget af vores store ligestillings forfatterinde Thit Jensen. Jeg valgte ” Stygge Krumpen”, som jeg har læst i mine unge dage med begejstring. Blandt en masse navne var Dronning Dorothea positivt nævnt. Senere ved det nye eksemplar af ”Skalk” stødte jeg igen på damen. Da jeg så også læste, at der var udkommet en bog om samme dronning Dorothea, måtte jeg læse den.

Det er ingen roman, der er intet fantasifyldt mellemværk til at holde læseren fangen. Alligevel var jeg fanget! Der er dog sider med en uendelig række navne, hvor man let vil kunne give op (hvis man ikke lige har læst ”Stygge Krumpen”), men hold ud! Derefter bliver man ført ind Dorotheas liv væsentlig ved hjælp af citater fra hendes brevskrivning særligt til hendes ældste søn Frederik den senere kong Frederik d. 2.. Det er en moder, der skriver til sin søn, men også en dronning til en konge.

Vi hører, at Dorothea som 14 årig blev gift med den lidt ældre prins Christian. Om den første tid af ægteskabet hører vi ikke meget.

Prins Christian, der havde fået overdraget den nordlige del af hertugdømmet Slesvig, var straks begyndt at reformere kirken, han indførte den evangelisk-lutherske gudstjeneste næsten 10 år før, Hans Tausen i 1536 indførte den lutherske reformation i Danmark.

Der var problemer med arvefølgen, hvor religion og politik var indblandet. Det blev dog besluttet at Christian og Dorothea skulle krones og salves som Danmarks konge Christian den 3. med dronning.

Kroningsdagen, den 12. august 1537, er beskrevet næsten fra minut til minut. Kroningen blev foretaget af Johannes Bugenhagen, en af Luthers betroede medarbejdere.

Bugenhagens belæring af dronning Dorothea på kroningsdagen kom til at præge Dorothea resten af hendes liv, således at hun gik ind for fred og havde omsorg for de fattige og sørgede for skoler til børnene. Hun var dybt religiøs og gjorde, hvad hun kunne for at leve op til den store opgave.

Læs bogen ” Dorothea –Guds vilje og Dronningens ” om en af fortidens stærke kvinder.

 

 

 

Sirenerne i Bagdad

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Yasmina Khadra: Sirenerne i Bagdad

Gyldendal 2008

250 sider

Pris 299 kr.

 

Forfatteren er tidligere udkommet i Danmark med romanen Attentatet, som var en indsigtsfuld analyse af, hvad der gør et menneske til selvmordsbomber. I Sirenerne i Bagdad følger han tråden op og giver læseren igen en analyse af, hvad der skaber en terrorist.

En ung mand vokser op i den trøstesløst øde og solskoldede ørken i et lille samfund i Irak. Han møder krigen, da en handicappet yngling bliver skudt ned ved en kontrolpost. Det bliver værre med et angreb på et bryllupsselskab, som af amerikanerne mistænkes at huse terrorister. Derefter går amerikanerne fra hus til hus i jagten på modstandsfolk. Fortællerens far bliver råt kastet til side, hvor han penis blottes. Dette er den største æreskrænkelse, man kan tænke sig. Fortælleren vil have hævn, og hævn kan kun opnås ved at gyde blod. Han tager til Bagdad hvor han kommer ind i en klike af terrorister fra hans hjemby, og han melder sig som kandidat til hvad som helst.

Historien er spændende og vel fortalt, og det handler ikke kun om terrorisme. Der er menneskelig skrøbelighed, vrede, ydmygelse, frygt og af og til håb.

Dette er nok end af sommerens vigtigste bøger.

 

Kineseren

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Henning Mankell: Kineseren

Gyldendal 2008

496 sider

Pris 299 kr. 

 

Henning Mankell kaster først 19 døde mennesker ind i fortælling, og langt flere lemlestede og døde skæbner ligger i historiens grumsede fortælling. De 19 døde boede i en af de efterhånden uddøende småbygder i Sverige. De var gamle på nær et enkelt 12-årigt barn, og de var i familie med hinanden. De var blevet slået ihjel med en grusomhed, som virker uskandinavisk.

 

En af de efterladte, dommeren Birgitta Roslin, rejser til landsbyen for at se stedet, hvor en del af hendes familie blev myrdet. I modsætning til politiet får hun greb om det røde bånd i sneen. Det fører hende ud på en rejse tilbage i tiden og i historien, til forbrydelsens dybe rødder, og til sidst kan hun ane de utydelige konturer af en tålmodig hævner.

 

Vi svæver i historiens lange tråde, som spænder sin fortælling ud over både tid og sted: Fra nutidens Sverige til Kina  – fra kolonitidens grusomheder i USA til Englands China Town. Mankell holder læseren bundet til bogen med samme bånd, som også er spændt op mellem kulturkløften mellem kinesisk og europæisk tankegang – og han holder tråden på forbilledlig vis gennem hele fortællingen i et hæsblæsende og spændingsmættet sprog.

 

Læs også anmeldelse af De Italienske sko skrevet af Henning Mankell

Kunsten at elske sig selv – og give sit barn selvværd og styrke

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Jørn Beckmann: Kunsten at elske sig selv – og give sit barn selvværd og styrke

Politiken 2008

153 sider

Pris 179 kr.

OK, jeg gider egentlig ikke rigtigt læse om at elske sig selv. Men denne her bog har jeg alligevel gidet, fordi forfatteren Jørn Beckmann faktisk ikke skriver ret meget om at elske sig selv, men giver gode og praktiske råd til, hvordan man kan lære at acceptere sig selv og få en positiv stemning ind i sin dagligdag. Bogen handler om at forstå sig selv og ikke mindst andre. Den handler også – og meget vigtigt for mig – om at give sine børn styrke og selvstændighed, så de kan møde livet åbent og ærligt og så de bliver i stand til at møde andre mennesker med varme og forståelse. Med andre ord en praktisk lille selvhjælpsbog til at komme til at forstå sig selv og andre. Bogen er skrevet i et letlæseligt og ikke docerende sprog.

Narnialogi – fra den sidste konges arkiver

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

C. S. Lewis

Borgen 2008

34 sider

Pris 249,95 kr.

 

Dette er en fed bog: Siderne er tykke af flapper, hjul, hemmelige rum og magiske tidslinjer. Sådan en bog skal ikke blot læses men røres og bruges. Det er en af disse her bøger, hvor der springer tredimensionelle scenarier op, når man åbner siderne. Og en sådan bog er helt perfekt til at give overblik over de elskede Narnia-bøger af C.S. Lewis.

 

Tidslinjen, de magiske hjælpere og temaerne får flere dimensioner helt bogstavelig talt.

 

En bog der skal ligge helt fremme og hele tiden – helst midt i det hele. Et bogværk, som man bør gå på opdagelse i både barn og voksen.

Ambassadøren

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Bragi Bragi Ólafsson: Ambassadøren

Athene 2008

332 sider

Pris 269 kr.

 

Dette er en lille perle af en roman om tyven i os alle. Den islandske lyriker, Sturla, bliver ambassadør for sit land ved en lyrikfestival i Vilnius. Han bliver også ambassadør for sine egne følelser, for sin opfattelse af ret og rimeligt og ikke mindst ambassadør for alle os, som inderst inde har brug for at retfærdiggøre vores tyvagtige sjæl: Hvornår er der tale om tyveri og hvornår er der tale om et lån? Såvel i litteraturen som i garderoben?

 

Sturla flygter fra anklagerne, anklager sig selv og møder i sin landflygtighed den smukke russiske lyriker fra Minsk.

 

Dette er en smuk og velskreven roman om at få tilbudt en ny begyndelse – poetisk, humoristisk og underholdende læsning.

Verdens sidste roman

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Daniel Sjölin: Verdens sidste roman

Athene 2008

380 sider

pris 299 kr.

 

Daniel Sjölin er studievært på svensk TV’s litteraturprogram Babel. Nu har han skrevet en vild roman om sig selv, hvor han dog medgiver, at kun 1,5% af indholdet er fakta, resten er fiktion.

Og hvilken fiktion. Bogen er et fyrværkeri af sproglige udfoldelser, der koncentrerer sig om alle livets forhold.

Hans mor ligger på et plejehjem ramt af Alzheimer og afhængig af alkohol. Hun kan ikke genkende sønnen, der dog læser sit manus op for hende, og det er det manus, som vi præsenteres for.

Hvorfor er det hans sidste roman? Han skriver selv: ”Kunsten er det, der øver vold mod kærligheden og mørket. Derfor er dette min sidste roman”. Jeg håber han ændrer mening, for nok er her galskab, men der er også mening med galskaben.