Matilde Jensens første gang

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Matilde Jensens første gang

Politikens forlag 2007

154 sider

Pris 149 kr.

 

Matilde Jensen er 16 år, men hun fylder snart 17. Hun har et problem, hun har ikke prøvet det der med sex endnu. Hun sætter sig derfor et mål: Inden hun bliver 17 og i hvert fald før hun er færdig med 1 g vil hun have prøvet sex.

Vi følger hende i hendes forhold til moderen, som er alene med hende, hendes forhold til vennen Hjalte, og endelig i hendes forhold til den 11 år ældre engelsklærer, som hun hovedkulds har forelsket sig i.

Det bliver der en sød lille roman ud af, så sød, at den nu er solgt til filmatisering.

Men læs selv, er hun jomfru på sin 17års fødselsdag?

Den store tid aftenlandet og stormen

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Michael Larsen: Den store tid aftenlandet

                        Den store tid: Stormen

People’s press 2008

Ca 700 sider

Pris 279 kr.

 

Nu foreligger andet bind af Michael Larsens tobindsværk – Den store tid stormen. Den ligger dels som en selvstændig bog, dels som anden del af værket samlet. Hele værket samlet handler om Lars Mikkelsen, der som 19 årig ung student kommer til København med ambitioner om at skrive. Det gør han så, mens han læser filosofikum og senere jura. Nu bliver læseren så ført ind i det Københavnske litterære liv i den sidste del af 1800 tallet med alle de intriger og rævekager mellem forskellige fraktioner, som vi gerne tror på har fundet sted. Bogen er delvis fiktion, delvis fakta. Svagheden er, at vi ikke ved, hvad der er faktion og hvad fakta, men vi tilgiver forfatteren, for det er underholdene, og Georg Brandes kendes let sammen med broderen. Sproget er flydende med lange og indskudte sætninger, og store partier er filosofiske udredninger, hvor man godt kan tabe tråden.

Michael Larsen er kendt for sine spændingsromaner, og her optræder faktisk 3 mord, men bogen bliver aldrig en spændingsroman.

Jeg har nydt tiden med dette dobbeltværk og vil anbefale det til tænksomme sjæle.

De største OL-triumfer

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

 

Thanning & Appel 2008

155 sider

Pris 179 kr.

 

Sport er følelser, billeder, opture og nedture. Sport er fascinerende. Sport er fortællinger. Det viser denne lille bog med al sin tydelighed. De største OL-triumfer består af ti kapitler om nogle af de største og mest sindsoprivende olympiske fortællinger. Det er sportsfolkene selv, som fortæller til en række sportsjournalister. Det er ”jeg”-fortællinger – ukritisk og følelsesladet. Sådan som sport jo ofte opleves og genfortælles.

 

Som læser kommer man helt ind i stolpen, hvor Henry From klistrer sit tyggegummi fast, inden han sikrer fodboldholdet sølv i Rom i 1960. Man for også lov til at svede i helvedes forgård med Thomas Poulsen fra ”guldfireren”, som formulerer det: ”Hvad laver jeg her? Jeg vil væk, jeg vil hjem. Jeg tænkte shit, nu står du i helvedes forgård”. Det var under legene i Atlanta 1996. Håndboldpigernes kampe på banen i Athen 2004 og udenfor mod de tyske hockeyspillere er godt fortalt.

 

Fortællingerne lægger sig tæt på banen i svinget – de fremstår som 100% egen-oplevelse. Om man så kan lide det eller ej – det må være op til læseren.

 

Jeg synes disse ti jeg-fortællinger om forberedelserne til OL, håb, tro, nervøsitet og endelig sejr, er ganske underholdende og glimrende til en langsom tur i hængekøjen her til sommer, når fortællingernes 11. kapitel skal skrives under OL i Beijing.

 

Der ligger mange flere gode personlige skildringer og lurer lige rundt om hjørnet. Som sportsfantast og idrætsinteresseret har denne lille OL-kanon således et par gode skud i bøssen.

Kvinde kend dine kul

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Tina Schleftelowitz: Kvinde kend dine kul

Politikens Forlag 2008

Pris 199 kr

 

Der florerer mange vittige fortællinger om grill-hierarkiet i liden Danevang: manden med handsken og en havelun øl i hånden, mens kvinden sveder over salater, kartofler og dip i et beklumret køkken. Det vil denne kogebog gerne ændre på: Kvinden ud i handsken og manden måske ind i køkkenet 😉

 

Opskrifterne er skrevet til en sommerdag i juni: Der er et væld af gode opskrifter på tilbehør til grillmaden med jordbær og hyldeblomster. For denne grillkogebog tager også al tilbehøret til bøffen alvorligt.

 

Bogen giver gode anvisninger på grill-håndtering så både kvinder og såmen også mænd kan have glæde af at lære eller repetere grundreglerne for god grillmad. I aften skal vi således grille i haven og have jordbærsalat til.

 

Den eneste anke jeg har er, at titlen er lidt træls – og mere smart end sigende, for det handler netop ikke om at have kul på eller kulle ud men om at tilrettelægge et måltid omkring grilleriet.

Fasandræberne

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Jussi adler olsen: fasandræberne

Politikens forlag 2008

400 sider

Pris 119 kr.

 

Jussi Adler Olsen har tidligere skrevet hæsblæsende kriminalromaner, så det er med spænding man kaster sig over denne – og den lever fint op til forventningerne.

I 1987 findes et søskendepar brutalt myrdet i et sommerhus. Efterforskningen peger på, at en gruppe kostskoleelever fra samfundets øverste lag er de skyldige, men sagen må henlægges på grund af mangel på beviser. 9 år senere melder en af kostskoleeleverne sig selv som skyldig i mordene. Sagen anses derefter som opklaret. Alligevel havner sagsmappen på skrivebordet hos vicekriminalkommissær Carl Mørck af uransagelige grunde. Mørck genoptager sagen, og snart kører plottet, der strækker sig fra de ynkeligste personer som gadepiger i København til kostskolebanden, der sidder på samfundets top.

Romanen er konstant spændende, og figurerne er tegnet præcist og troværdigt.

En week–end med denne bog kan kun blive god.

Langt ude

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

T.C. Boyle: Langt ude

People´s press 2008

413 sider

Pris 349 kr.

 

T C Boyle har forfattet en lang række romaner og noveller, og denne hans seneste roman er en pryd for forfatterskabet. Vi er i slipstrømmen fra 68 generationen, hvor et kollektiv i Californien i begyndelsen af halvfjerdserne tvinges til enten at blive udslettet som kollektiv eller at finde andre græsgange. Valget falder på Alaska, hvor de ønsker at leve i pagt med naturen. De kører derop i en gammel bus og indtager et forladt hus midt i ødemarken. Naturligvis bliver der problemer. Hvordan lever man i pagt med naturen, når det halve af året er mørk nat og det fryser 30 grader? Alle varer skal flyves ind eller køres på hundeslæde. Hvordan det går dem er en spændende historie. Falder de til blandt andre enegængere i det barske land, og hvad kan kollektivet holde til?

Det har været en fornøjelse at læse denne bog.

Liv og legeme

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Elsebeth Egholm: Liv og legeme

Politikens forlag 2008

381 sider

Pris 299 kr.

 

Elsebeth Egholm har fundet sin plads blandt nordens krimidronninger. Det er nu hendes femte roman, hvor Dicte Svendsen er heltinden, og hun har gjort det godt.

En ung kvinde findes myrdet ved stadion i Århus. Hendes øjne er fjernet, knoglerne i hendes ben er fjernet og i munden har hun et glasøje. Hvad der ligger bag dette makabre fund skal Dicte Svendsen nu ud og opdage parallelt med politiets efterforskning. Vi kommer ind i det yderste højre i Århus, og jeg kan godt nævne, at det drejer sig om handel med organer på et internationalt plan.

Elsebeth Egholm formår at skabe troværdighed om emnet, og hun får problemerne ind under vores hud. Så dette er ikke bare en kriminalroman, den sætter tankerne i gang, og de tænker videre længe efter at man har lukket bogen.

Siri Hustvedt: En amerikaners lidelser

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Siri Hustvedt: En amerikaners lidelser

Per Kofod 2008

300 sider

Pris 299 kr.

 

Siri Hustvedt er gift med den amerikanske forfatter Paul Auster, men hun er meget mere end sin mands kone. Hun har skrevet essays, digte og romaner, som har givet hende et internationalt publikum.

I denne bog følger vi psykoanalytikeren Erik, hans søster og deres forhold til deres far, som er død.

Erik bor i et tofamilieshus, hvor han har lejet underetagen ud. Denne underbo og hendes datter udgør også en stor del af historien. Der er flere plots i fortællingen. Hvad stod der i faderens efterladte papirer, og hvem har han skrevet breve til. Hvem har taget de fotografier, der dukker op på trappen foran huset, og hvad er det for en historie, som en nævenyttig journalist vil grave op.

Bogen er uhyre velskreven, og personerne er tegnet præcist. Handlingen er i flere lag, og det har været en fornøjelse at læse den.

Fem streger

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Bjarne Reuter: Fem streger

Gyldendal 2008

265 sider

Pris 299 kr.

                           

Bjarne Reuter skriver bare godt. Han skriver uhyggen og usikkerheden ind i en fortælling om mørke sider og mørke steder i en skov på Vedø. Her mødes en flok unge mennesker for at løse en sommerferieopgave. Det eskalerer i en mørk blanding af mørkets magter, tro og religion. Det ondes tal, fem, dukker op i streger og skærer sig ind i fortællingen med en uhyggelig skarphed.

Det er en god bog, som ulmer længe efter den er læst – hvad var det lige, der skete her?

Supermagten Kina – mirakel eller mareridt

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Flemming Ytzen: Supermagten Kina – mirakel eller mareridt

Politikens Forlag 2008

286 sider

Pris 249 kr.

 

Flemming Ytzen har gennem 30 år gentagne gange besøgt Kina. Med afsæt i sine besøg dokumenterer Flemming Ytzen, hvad kineserne har med i bagagen efter 30 år med reformer, og kortlægger de udfordringer, Kina har i vente. Dette er ikke en sort/hvid fortælling.

 

Supermagten Kina er et kalejdoskopisk indblik i det moderne kinesiske samfunds kompleksitet. Hvilken rolle spiller Mao i Kina i dag? Hvad er der sket med dissidenterne fra den Himmelske Plads 1989? Hvordan håndteres miljøproblemerne i Kinas væksteventyr? Har den kinesiske befolkning fået større eller mindre frihed? Specielt kapitlet om pressefrihed og kinesiske journalister gjorde stort indtryk på mig. Ytzen formår at skrive i et flydende og fortællende sprog, som letter forståelsen af de mange forskellige nuancer og alliancer op gennem Kinas mangfoldige historie.

 Mirakel eller mareridt er en god bog at læse, hvis man som læser ønsker en troværdig og overskuelig introduktion til Riget i Midten.